Léonie Sonning Prismodtager 2006
Den amerikanske cellist Yo-Yo Ma modtog Léonie Sonnings Musikpris på 500.000 kr. ved en koncert 10. december i Operaen.
Prisen blev overrakt af dirigent Michael Schønwandt, bestyrelsesmedlem i Léonie Sonnings Musikfond, der i sin personlige tale bl.a. sagde:
”Dit budskab er så stærkt, fordi din musikalitet er så forfinet, og fordi du mester dit instrument så fænomenalt. Du åbner vores sjæle og taler med os – så vi kan tale med os selv og med dig. Et sådant uforglemmeligt øjeblik var din opførelse af Schumanns Cellokoncert her i København for nogle år siden. En enestående oplevelse for alle, der var til stede, takket være din fuldstændige indlevelse i musikken og din evne til at overføre den til hvert eneste medlem af publikum og orkestret. […]
I disse år, hvor verden ser ud til at etablere flere fysiske og mentale barrierer af sikkerhedsgrunde, er din kamp for at holde verden åben og tilgængelig for enhver mere vigtig end nogensinde før.”
Den officielle begrundelse for prisuddelingen lød:
”Léonie Sonnings Musikpris 2006 tildeles med kr. 500.000 cellisten Yo-Yo Ma for med teknisk mesterskab og stor musikalitet at have sat en ny standard for cellospillet, for hans utrættelige indsats for at formidle den klassiske musik på højeste niveau til hele verden, og for hans banebrydende virke for at forene forskellige kulturers musik i et fælles humanistisk udtryk.”
I sin takketale sagde Yo-Yo Ma bl.a.:
”Jeg er dybt, dybt beæret over denne pris. Når jeg ser på listen over de mennesker, der har modtaget prisen før i dag, ser jeg navnene på mennesker, som har været mine forbilleder, inspirationskilder, helte, og flere af dem har også været mine mentorer. Så det er utroligt at være i selskab med dem – og i selskab med alle jer i dag.
Hvad der gør det så meningsfuldt og spændende for mig at modtage prisen er den forpligtelse, Musikfonden har overfor uddannelse og unge mennesker. I går hørte jeg tre af vidunderlige unge cellister ved en master – endnu et eksempel på noget af det, Musikfonden arrangerer. Da jeg selv begyndte at spille, lærte jeg noget meget værdifuldt: At musik er noget, der er større end os selv. Jeg tror, at Sonnings Musikfond vil fortsætte med sin vision for fremtiden, som jeg ved, at bestyrelsesmedlemmerne er meget engagerede i at sørge for at realisere. Og i den ånd – vores fælles fremtids ånd – tager jeg med taknemmelighed imod Musikprisen.”
Hør pristalen og Yo-Yo Mas takketale:
Programmet
Schubert Sonate, a-mol, Arpeggione-sonaten
Sjostakovitj Cellosonate, d-mol
Astor Piazolla Le Grand Tango
Geraldo Carneiro, arr. Egberto Gismonti Bodas de Prata & Quatro Canto
César Franck Sonate, A-dur
Rakhmaninov Vocalise (ekstranummer)
NN Tango (ekstranummer)
Saint-Saëns Svanen (ekstranummer)
Om priskoncerten skrev pressen bl.a.:
Den kinesisk-amerikanske cellist Yo-Yo Ma var årets modtager af Léonie Sonnings Musikpris ved en koncert på Operaen. Og den fortjener han helt bestemt, for det var en strålende koncert. Han fik bevist, at han hører hjemme i selskab med de mange legendariske navne på prismodtagerne siden slutningen af 1950’erne. […] Programmet var sonater og duoer med en helt igennem jævnbyrdig pianist, Kathryn Stott. At de to er dybt sammenspillede, var tydeligt. Begreber som cellomelodi og klaverakkompagnement mistede deres mening, når der blev fraseret så lydhørt som i den langsomme sats af Schuberts “Arpeggione”-sonate. Hver enkelt tone fik sin nøje afstemte vægt og betydning. At stykket er berygtet blandt cellister for sin vanskelighed – det er egentlig skrevet til et helt andet instrument, der ikke bruges mere – mærkede man ikke det fjerneste til.
Vildskab, tør humor og dyb smerte prægede til gengæld Sjostakovitjs d-mol sonate, et typisk personligt og lunefuldt Sjostakovitj-værk skrevet til den tidligere Sonningpris-modtager Rostropovitj. Et af koncertens musikalske højdepunkter, med klaveret i en udfarende rolle i en forrygende finalesats, hvor hårene på Yo-Yo Mas cellobue hang i trevler til slut.
(Mikael Garnæs, Kristeligt Dagblad 12. december 2006)
Yo-Yo Ma kommer ikke for pengenes skyld og slipper ikke let om ved noget som helst. Han giver sig ét hundrede procent, fortsætter gennem mere end to en halv time og når gennem hele tre af historiens største cellosonater plus det løse. I øvrigt er det ikke kun hans navn, der har Y-kromosomer til overflod. Det har hans spil også. Næsten hver eneste sats begynder attacca, som man siger – uden pause, uden bladvending, sommetider endda uden vejrtrækning. Hvis mindre erfarne sjæle overvejer en klapsalve undervejs, kan de godt opgive. […] Yo-Yo Ma er ikke alene verdens største cellist. Han er også en af verdens største musikere. Og tilmed venlig, sympatisk, umiddelbar af væsen. “Du åbner vore sjæle og lader os tale med os selv,” sagde prisuddeleren Michael Schønwandt bagefter. Man er i hvert fald i verdens bedste selskab.
(Søren H. Schauser, Berlingske Tidende 12. december 2006)
