Thomas Adès

Asyla haler lytteren med på diskotek. Her står hele det enorme orkester med de for Adès så typiske mørke, dybe klangfarver og pumper som et overfyldt dansegulv på Ecstasy. Fjerde sats er tømmermændene og det skærende, blege formiddagslys dagen derpå. Med sin fortættede energi og sit enorme opbud af effektfuldt slagtøj er det musik, der nærmest skubber til sig selv med alle sine mange elementer og lag. Og det er dygtigt skrevet. Med et sideblik på, hvad der vil få det til at give et gib i lytteren.

Det samme gælder det uheldsvangre dommedagsværk America – a Prophecy. Også fra 1990’erne. Her kædes gamle sydamerikanske mayaprofetier om spaniernes tilintetgørende komme sammen med USA, som det stod og vaklede, ”weak from fuck and drink”, kort tid før 9/11 ramte og væltede meget mere end to høje huse […] Totentanz for kor, orkester og to sangsolister bygger på en berømt billedfrise fra Mariakirken i Lübeck, der gik til under bombeangreb i 1942. Her folder Adès sit talent for uhygge ud i en musik, der ikke længere skubber til sig selv. Den gregorianske ’Dies irae’-melodi blev elegant dissekeret i en dødedans, hvor raslende knogler og forvredne danserytmer, kirkeklokker og hvidglødende vildskab ebbede ud i ro og trøst, der mindede ikke så lidt om Mahlers ’Wunderhorn’-univers.

(Thomas Michelsen, Politiken 10. oktober 2015)

Om koncerten med Athelas Sinfonietta Copenhagen 6. oktober skrev pressen:

Unge Adès’ er et geni på tværs af ismerne og endda en utrolig sympatisk modtager. På en vis måde den perfekte komponist. Hans tre stykker kan ved første ørekast lyde vidt forskellige: Kammersymfoni fra 1990 med dens punktmusik, Living Toys fra 1993 med farverne fra alle mulige instrumenter og Tre mazurkaer med ham selv ved klaveret og de romantiske ekkoer af gamle Chopin – et enestående smukt værk. 

Men det bedste er næsten det, de har til fælles. Thomas Adès er aldrig kun moderne eller kun traditionel. Briten balancerer hele tiden mellem nyt og gammelt, mellem det ukendte og det trygge.

Han lærer os faktisk noget helt centralt om mennesket i det 20. og 21. århundrede: At vi kan lide de moderne tider og samtidig ejer en længsel efter det tabte.

(Søren Schauser, Berlingske Tidende 8. oktober 2015)