Prisoverrækkelsen
Den rumænske dirigent Sergiu Celibidache modtog Léonie Sonnings Musikpris på 60.000 kr. ved en koncert 12. december 1970 i Radiohusets Koncertsal.
Koncerten blev optaget af DR og udsendt senere i både radio og tv. Dele af koncerten blev i 2004 udgivet af pladeselskabet EMI.
Programmet
Johann Strauss d.y. Ouverture til Flagermusen
Johann Strauss d.y. Kaiser-Walzer
Johann Strauss d.æ. Radetzky Marsch
Johann Strauss d.y. Neue Pizzicato-Polka
Johann Strauss d.y. Annen-Polka
Johann Strauss d.y. Tritsch-Tratsch-Polka
Tjajkovskij Capriccio Italien
Ravel Bolero
Carl Nielsen Ouverture til Maskarade (ekstranummer)
Medvirkende
DR Symfoniorkestret & DR Underholdningsorkestret
Sergiu Celibidache, dirigent
Begrundelsen
Musikprisen blev overrakt af dr.phil. Børge Friis, formand for Léonie Sonnings Musikfond.
Den officielle begrundelse for prisuddelingen lød:
”Léonie Sonnings Musikpris tildeles herved med 60.000 danske kroner til Sergiu Celibidache i dyb beundring for hans epokegørende indsats som orkesterinstruktør og dirigent. Sergiu Celibidaches virke med Det kgl. Kapel og Danmarks Radio-Symfoniorkester vil blive stående som et udtryk for de højeste kunstneriske idealer på orkestermusikkens område.”
Celibidache og Danmark
Sergiu Celibidache var i Danmark første gang i 1961 for at dirigere en koncert med Det Kongelige Kapel. Stemningen i orkestret var euforisk, og i 1963 vendte Celibidache tilbage for at optræde orkestret igen. Men en enkelt kritisk dansk avisanmeldelse af denne koncert fik ham angiveligt til at sværge, at han aldrig mere ville dirigere i København. Sådan kom det nu ikke til at gå – efter nogle års pause fra Danmark opbyggede Celibidache et meget nært samarbejde med et andet orkester, DR Symfoniorkestret, og i perioden 1968-76 gav de sammen hele 30 koncerter. Ofte på baggrund af en yderst omhyggelig indstudering, baseret på ekstra mange orkesterprøver. Gennem de mange radio- og tv-transmissioner af koncerterne – og provokerende udtalelser i forskellige interviews – blev Sergiu Celibidache et af de mest kendte klassiske musiknavne i Danmark.
Som lærer og inspirator fik Celibidache desuden stor indflydelse på to af Danmark førende musikere, fagottisten Peter Bastian og dirigenten Francesco Cristofoli. Ellers var han temmelig sarkastisk overfor det musikalske niveau i Danmark. I et interview til journalisten Barbara Gram fra Søndags B.T. udtalte han: ”Danske musikere? De er gode nok. Der er nogle virkelige talenter imellem. Men danskerne er for selvtilstrækkelige. De hygger sig. Man kan ikke kombinere kunst med at drikke kaffe og ringe hjem til konen i pausen. Det er den slags, jeg prøver at løfte dem ud af.”
Pressen skrev om priskoncerten bl.a.
Celibidache er i pagt med ånder, når han her sætter fyr under det mest infernalske rytmisk-dynamiske crescendo, der er hørt i toner. En hvisken, henåndet i fløjte, skyggen af en rytme, en melodis vandring gennem 100 symfonikere, solister, medens Cirkus Celibidache gennemfører sit kostelige artisteri på podiet til et dionysisk orgie. […] Men først var vi hos Strausserne i Wien, hvor Flagermusen ikke blev en traditionel ouverture men en hel operette, spillet med Rosalinde, Adele, Eisenstein og alle de andre, i et kriblende koket tonesceneri, hvori hver frase blev serveret fra sølvfad. I dansen – Kejservals, Annen- og Pizzicato-polka, Radetzky march og Tritsch-Tratsch-galop – blev lige dele Wien og Celibidache præsenteret, så man undertiden måtte le højt under Celibidaches attituder, der var meget at se, derfor blev der også meget at høre – ikke mindst salens børn var henrykte, de vidste knap hvor de skulle gøre af sig selv af henrykkelse. Og vi blev alle som børn på ny. For ganske vist er han en djævel, en forfører, en charmetrold, en kokette og meget mere. Men indeni brænder det, og han kan give det videre – han er en stor artist.
(Frede Schandorf, Politiken 13. december 1970)
Man føler sig på det nærmeste som efter ti-femten ture i rutschebanen efter en koncert med Sergiu Celebidache. Det er som om den mand ejer en hartad magisk udstråling, der ikke blot forplanter sig til musikerne, men helt op på de bageste rækker. Han spiller Strauss, så himlen hænger fuld af violiner og han spiller Ravels Bolero, så man gisper efter vejret.
(Johannes Nørgaard, Kristeligt Dagblad 14. december 1970)
