Léonie Sonning Talentprismodtager 2011
Stipendiet på 60.000 kr. blev anvendt til anskaffelse af en Peatzold basfløjte og en sixth flute sopranfløjte samt til et studieophold ved York Early Music Festival samt North Yorkshire Moors Chamber Music Festival i 2011.
Blokfløjtenisten Pernille Petersen
debuterede fra solistklassen på Det Fynske Musikkonservatorium i 2010. Forinden havde hun taget diplomeksamen 2008 hos Nikolaj Ronimus. Hun har desuden studeret hos Lene Langballe på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium samt et år hos Dan Laurin på Kungliga Musikhögskolan, Stockholm. Pernille Petersen er aktiv som solist og kammermusiker i såvel Danmark som udlandet.
Repertoiret spænder fra tidlig musik til moderne kompositionsmusik. Hun danner duo med accordeonisten Bjarke Mogensen og duo med cembalisten Gunnhild Tønder. Hun har desuden medvirket ved koncerter med Holmens Barokorkester, Ensemble 1700, Spielgarten, Ensemble Zimmermann og Malmö Barokorkester.