Nikolaj Henriques

Léonie Sonning Talentprismodtager 2019

Fagottisten, der lever i nuet
Nikolaj Henriques spillede egentligt klarinet til at starte med. Da han som barn så Tivoligarden marchere i deres flotte uniformer, plagede han sine forældre om at få lov til at komme til optagelsesprøve. Han kom ind og som 6-årig startede han sin musikalske karriere.

Som klarinettist var han dog lidt doven og øvede sig kun så meget som højst nødvendigt. Men der var et godt sammenhold og masser af gode venner – og Tivoligarden er et sted, der har betydet meget for Nikolaj.

Som 13-årig manglede Tivoligarden en obo og en fagot og opfordrede derfor Nikolaj til at skifte instrument. Det blev fagotten der vandt, og interessen for at spille voksede brat. “Det var først, da jeg begyndte at spille fagot, at den rigtige klassiske musik begyndte at interessere mig meget – før var det mest det sociale og de gode venskaber man knytter i Tivoligarden, der trak.”

Fagot kan have mange roller

Det var det dybe klangbillede, der i første omgang tiltrak den unge Tivoli-gardist, når baslinjerne skulle fyldes ud i de mange marcher, der var på repertoiret. Senere opdagede han de mange sider en fagot også kan indeholde.

“Som 2. fagottist spiller man en meget vigtig rolle i forhold til baslinjen, sammen med cello og kontrabas. Som solofagot er der mange smukke soloer og du har en vigtig rolle i træblæsergruppen. Det kan være meget dybt, det kan være meget højt – det kan være det hele!”

Lever i nuet

Den musikalske uddannelse tog afsæt i Sankt Annæ Gymnasiums MGK linje og fortsatte på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Hochschule für Musik und Darstellende Kunst Mannheim i Tyskland.

Nikolaj Henriques lader sig inspirere af den musik, han arbejder med nu og her. Så favoritkomponisten skifter hele tiden alt efter, hvad der er på repertoiret. Den ene dag kan Richard Strauss være den største komponist, den næste Mahler eller Mozart.

Han lever i det hele taget i nuet og det er der god grund til, for det lader til, at nuet bare bliver bedre og bedre. Således er hans karriere skiftet fra kontrakter i Finland og Ungarn, til job i DR Symfoniorkestret og senest en stilling som solofagottist i The City of Birmingham Symphony Orchestra, som han tiltrådte i begyndelsen af 2019.

Nu har Nikolaj slået sig ned i den Midtengelske storby i egen lejlighed, efter flere års omflakkende tilværelse som musikalsk pendler.

Heldig handel

Mange fagotister drømmer om at spille på en Heckel fagot – og det gjorde Nikolaj også. Problemet med det mærke er, at fabrikken i Tyskland ikke producerer særligt mange af slagsen, så der kan godt være 10-15 års ventetid på sådan et instrument.

Heldigvis stødte Nikolaj på en italiener, der for mange år siden havde bestilt lige præcis sådan et instrument, som han gik og sukkede efter, men da italieneren siden havde valgt at skifte musikken ud med en tilværelse som kok, fik Nikolaj ham overtalt til at sælge sin plads i køen. Lykken var gjort og siden har Nikolajs Heckel fagot fulgt ham overalt, hvor han går og står.

“Den klinger stort og varmt, men har stadig charme i klangen og kan stadig synge. Det er alt hvad jeg søger i et instrument, så man kan afspejle hvad man har i hovedet igennem instrumentet.”

Kort om Nikolaj Henriques

Født i 1993. Vokset op i København.
Startede sin musikalske karriere i Tivoligarden. Blev i 2010 optaget på Sankt Annæ MGK.
Samme år modtog han Jacob Gades talentlegat og vandt guldmedalje i Berlingske Tidendes klassiske musikkonkurrence.
I 2015 færdiggjorde Nikolaj sin Bachelor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han studerede ved Audun Halvorsen og Sebastian Stevensen.
Efterfølgende flyttede han til Tyskland for at fortsætte sine studier hos Ole Kristian Dahl på Staatliche Hochschule für Musik und darstellende Kunst Mannheim. Sideløbende var Nikolaj orkesterakademist hos Chamber Orchestra of Europe.
Mellem 2014 og 2016 var Nikolaj solofagottist i European Union Youth Orchestra.
Derefter kontraktansat som 2. fagottist i DR symfoniorkestret i 3 år og turneret med Budapest Festival Orchestra og spillet som gæste-solofagottist i Aarhus Symfoniorkester, Turku Filharmonikerne, Island Symfoniorkester og Copenhagen Phil.
Nikolaj bestod i 2018 sin prøvetid som solofagottist i City of Birmingham Symphony Orchestra, hvor han er begyndt i starten af 2019.

Stipendiet fra Léonie Sonnings Musikfond

Nikolaj Henriques skal bruge pengene fra Léonie Sonnings Musikfond, til at vedligeholde sit instrument og til indkøb af mundstykker, samt en masterclass med Sergio Azzolini i Italien.

DEL GERNE DETTE INDLÆG

Andre modtagere