Nicolai Elsberg

Léonie Sonning Talentprismodtager 2020

En usædvanlig rejse
Når Nicolai Elsberg senere i år bliver en del af Det Kongelige Teaters solistensemble og synger sin første store rolle som Sarastro i Tryllefløjten, kunne man forledes til at tro, at det var den foreløbige kulmination på en nøje planlagt, snorlige karriereplan. Det er så bare ikke tilfældet. Faktisk slet ikke.

Da Nicolai Elsberg som barn så Mozarts Tryllefløjten på Det Kongelige Teater, besluttede han sig ganske vist for, at han gerne ville være noget ved musikken, når han blev stor. Det var dog ikke nødvendigvis operasanger, som han skulle være.

Nicolais musikalske liv har da også været en ganske usædvanlig rejse gennem mange forskellige udtryk og genrer, hvor der længe var intet, som tydede på, at han skulle blive operasanger.

Som syvårig begyndte han at spille klassisk guitar. Senere skiftede han til elektrisk guitar og blev sanger i forskellige rytmiske grupper i teenageårene. Da han var i begyndelsen af tyverne, dannede han det anmelderroste band Spillemændene sammen med vennen fra Rytmisk Musikkonservatorium Thorbjørn Radisch, som siden er blevet kendt som Bisse.

Fra rytmisk til akustisk

På Rytmisk Musikkonservatorium fik Nicolai smag for at synge akustisk uden mikrofon. Hans sanglærer Hanne Boel foreslog ham derfor at tage timer hos Susanna Eken på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

”Det var bare sindssygt fedt! Det var en nærmest terapeutisk oplevelse at synge med hele kroppen”, fortæller Nicolai med et stort smil.

Snart var al rytmisk musik lagt på hylden og skiftet ud med klassisk sang. Og Nicolai, Thorbjørn og de andre spillemænd gik hvert til sit.

Da Nicolai var færdig med sin bachelor på ‘Rytmekons’, begyndte han som 25-årig forfra på klassisk MGK (10 år efter han havde gået på rytmisk MGK), som forberedelse til Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han kom ind i 2016.

”Det var lidt sært at have en følelse af, at være blevet slået tilbage til start. Men det føltes stadig som det helt rigtige”, siger Nicolai om den store beslutning, han traf, midt i sin uddannelse.

Man påtager sig en rolle

Nicolai Elsberg oplever, at man som operasanger har langt flere tangenter at spille på.

”Der er mere at lege med. I klassisk musik er perfektion ‘bottom line’. Derefter kan du begynde at bygge ovenpå. Der er altid noget man kan gøre bedre og arbejde videre med.”

Som bassanger har Nicolai den karakteristiske baskarakters mange mørke sider at lege med, som kontrast til hans eget positive væsen. Som ung mand med god vind i karrierens storsejl, er det noget af en modsætning at skulle spille basrollerne, som ofte er gamle, forpinte og sørgmodige magtmænd.

Der er da heller ingen karrieremæssig grund til at være tungsindig i 2020, hvis man hedder Nicolai Elsberg. Først på året modtog han Dronning Ingrids Hæderslegat på 250.000 kroner. Kun et halvt år efter han debuterede i sin første rigtige operarolle, som Colline i Puccinis La Boheme på Østre Gasværk, debuterede han på Det Kongelige Teater i marts 2020 som Plutone i Monteverdis opera Orfeus.

I 2020 afslutter han også sin kandidatuddannelse og bliver derefter optaget i Det Kongelige Teaters solistensemble, hvor hans første rolle bliver som ypperstepræsten Sarastro i netop Mozarts Tryllefløjten – 23 år efter han blev bjergtaget af samme forestilling som barn.

Kort om Nicolai Elsberg

Født i 1989. Opvokset i Skovshoved.

Uddannet musiker og sanger fra Rytmisk Musikkonservatorium i 2014. Nicolai var som rytmisk sanger en del af det anmelderroste band Spillemændene.

Har siden 2016 studeret klassisk sang på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Har i kraft af sin fortid i den rytmiske musik medvirket i flere cross-over-projekter, bl.a. med bandet Efterklang, og har været solist i uropførelser af Karsten Fundal og Rasmus Zwicki.

I sommeren 2019 var han en del af Festival D’Aix-en-Provence’s Voice Recidency og sang ’Il Commendatore’ i Christian Lollikes nyfortolkning af Mozarts Don Giovanni.

I 2019 kunne han ligeledes opleves som ’Colline’ i Copenhagen Opera Festivals produktion af Puccinis La Boheme på Østre Gasværk.

Nicolai Elsberg debuterede på Det Kgl. Teater i marts 2020, som ’Plutone’ i Monteverdis opera Orfeus.

Modtog i 2020 Dronning Ingrids Hæderslegat på 250.000 kroner.

Er fra 2020 en del af Det Kongelige Teaters solistensemble hvor hans første rolle bliver Sarastro i Mozarts Tryllefløjten.

Stipendiet fra Léonie Sonnings Musikfond

Nicolai Elsberg vil bruge stipendiet fra Sonnings Talentpris på studierejser i Italien og Tyskland, med det formål at styrke de sproglige færdigheder, indenfor de to hovedsprog indenfor operaens verden.

Desuden coaching i kernerepertoirer indenfor både opera og oratorie.

DEL GERNE DETTE INDLÆG

Andre modtagere