Léonie Sonning Talentprismodtager 2021
Det var lidt et tilfælde at Mikkel begyndte at spille guitar. Der stod et klaver og en billig guitar fra en ferie i Spanien, i barndomshjemmet i det nordlige Sjælland og det var altså guitaren der trak mest, når skolefritiden skulle udfyldes med aktiviteter. Han troede nok at det med tiden kunne udvikle sig til en karriere som rockguitarist, men den lærer han tilfældigvis fik, var kun fokuseret på klassisk musik, så sådan blev det ikke.
På et tidspunkt fik Mikkel en stak CD’er med klassisk musik med hjem, og ud over at han fandt ud af, hvor dårlig han selv var til at spille på det tidspunkt, åbnede der sig en helt ny verden for ham. Det gik op for Mikkel at musik var meget mere spændende og dyb, end han gik og troede.
Et planlagt sabbatår med sprogrejse til Frankrig blev droppet, og udskiftet med intensiv øvning og siden tre år på MGK og videre på konservatoriet i Aarhus. Vejen var banet for en karriere som klassisk guitarist.
En ensom rejse
Tiden på konservatoriet var dog præget af tvivl og frustration. Mikkels medstuderende kom med i ensembler og orkestre og spillede al den fantastiske musik der er skrevet dertil. ”Der er altid bud efter strygere, blæsere og pianister, men ingen har brug for en guitarist” er Mikkels erkendelse.
Som guitarist er du meget alene og standardrepertoiret for klassisk guitar, begyndte tillige at blive uinteressant for Mikkel. Han indså at en karriere som klassisk guitarist, ville blive en lang og ensom rejse, som han faktisk ikke længdes efter. Det til trods, havde han allerede søgt ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium på solistklassen.
En masterclass i Barcelona ændrede dog Mikkels syn på, hvad han skulle bruge sin tid i København på. Underviseren kunne godt mærke at der var noget galt og opfordrede Mikkel til at tage sin karriere op til revision. Budskabet var, at hvis den musik han spillede, ikke gjorde ham glad, skulle han finde på noget andet at udfylde sit liv med.
K!ART
Da Mikkel efterfølgende slog sig ned i København, var første skridt derfor at finde nogle ligesindede at samarbejde med. Og i 2019 dannedes ensemblet K!ART, med Mikkel som producent og kunstnerisk leder. Det primære formål var, at fremføre værker af unge og innovative komponister, som har fokus på nye måder at tænke koncertrummet brugt på.
Bidragyderne fandt han indenfor konservatoriets rammer. Mikkel besøgte et seminar for skolens komponiststuderende, og tilbød sit ensemble som rugeplads for nye idéer. ”Det var i virkeligheden vildt arrogant at komme og bede nogle man ikke kender, at komponere værker gratis til dig og det er et mirakel at der var nogen der gad” griner Mikkel. Men det var der, og siden har K!ART fremført mere end 15 uropførelser og et utal af koncerter og optræden med performance, installation, kunst og ny musik, med fuld kurrateringsfrihed efter principper om bæredygtighed, ligestilling, diversitet og derudover grænseløshed.
Mikkel har derved fået glæden som musiker tilbage og den klassiske guitar har fået følgeskab af den elektriske guitar, elbas, elektronisk manipulation, performance, visuals og 3D-lyd. I en koncert kan indgå lyde og toner, der aktiveres ved hjælp af PlayStation controllere eller partiturmusik med et videospor med fragmenter af billeder og reallyde hvor der spilles til, som det er tilfældet i Emil Vijgens Photobooth Study No. 2.
Kort om Mikkel Schou
Født i 1991
Uddannet klassisk guitarist med speciale i samtidsmusik fra konservatoriet i Aarhus.
Postgrad fra ESMUC i Barcelona.
Kandidat fra Solistklassen i 2021 på Det Kongelig Danske Musikkonservatorium. Har i løbet af sit studie i solistklassen gennemført et Kunstnerisk Udviklings projekt (KUV) omhandlende interaktiv elektronisk musik.
Musiker, kunstnerisk leder og producent i ensemblet K!ART.
Involveret i Ung Nordisk Musik Danmark og fra 2021 valgt til formand for bestyrelsen og dermed hovedansvarlig for festivalen i Aarhus 2021.
Stipendiet fra Léonie Sonnings Musikfond
Pengene der følger med Léonie Sonnings Talentpris, vil Mikkel bruge på indkøb af teknisk udstyr til performancekoncerter, deriblandt videoprojektor og -lærred, lyd- og lysanlæg, udstyr til elektronisk lydmanipulation og studieudstyr.