Leonidas Kavakos

Alban Bergs violinkoncert
Blandingen af orkestrets klange og Kavakos’ helt rene, slanke violinstemme blev til fantastisk, sjælden musik. Et fascinerende univers af sælsomme harmonier, der bevægede sig langsomt og minutiøst gennem en række af sjælelige tilstande med Kavakos som guide. ‘ Et fællesskab i stilhed uden betingelser’ kaldte Kavakos i sin tale det, der kan ske, når koncerter lykkes. Og han hentydede måske til aftenens Berg-oplevelse.

Nogle tilstande var klinisk enkle, nogle sitrende melankolske, nogle drillende og groteske. Men alle helt fantastiske. I violinkoncertens anden del tyndede musikken og blev til ren violinistisk innovation, før klangene tyknede og størknede i brag. Hvor Kavakos for første gang forlod sin koncentrationsboble og lod et dirrende underansigt understrege rystelser i musikken. Den gribende fortolkning sluttede i eftertænksomhed og Kavakos, der undersøgte alle nuancer af spinkelt på sin Stradivarius.

Brahms violinkoncert
Alene det at høre instrumentet spille var en oplevelse, …I andensatsen, uden rytme, i en simpel melodi som en folkesang, foldede Kavakos musik ud så rent og regulært fængslende som et stille snevejr for blikket. Helt perfekt sluttede festaftenen sin uhørte rundtur i den store musikhistorie i begejstring med dansende musik og overstrømmende musikalsk glæde. Der mindede om, at der også skal et fremragende orkester og en god dirigent som Luisi til at skabe en stor symfonisk koncert. »Vi stræber og søger og lever for at give det bedste«, sluttede Kavakos sin tale. Det kan man kun være taknemmelig for.

(Henrik Friis, Politiken)

Buen svæver ligesom mellem jord og himmel: Den har kun lige kontakt til de fire strenge for neden og ligner ellers et instrument for den store ånd for oven… . Alle andre violinister i denne verden lader lidt buen spille, som den vil. Leonidas Kavakos spiller med sin bue, som han vil. Forskellen minder om den mellem jord og himmel. Og sikken venstrehånd! Hvilket styr på selve violinen! Lyden er fri for fedme, fri for overflødig sentimentalitet, fri for alt andet end de mange komponisters kongstanker. Der har ellers været mange stykker! Få prismodtagere har vel spillet så mange som Leonidas Kavakos i den seneste uge.

… Og til sidst en forrygende version af Johannes Brahms’ violinkoncert så klar som horisonten på gode vinterdage og med lidt hjemmelavet pynt undervejs. Som om hans udfordringer ikke var store nok i forvejen. Bragende bifald og stående ovationer. Gæsten leverer det hele med en stilfornemmelse af den anden verden. Han har ikke bare et øre på hver eneste af DR SymfoniOrkestrets musikere. Han lader sig også inspirere af dem.

(Søren Schauser, Berlingske Tidende)

Den græske violinist er en eftertænksom samfundskritiker, der mener, vi i dag har misforstået, hvad frihed er. Det er nemlig ikke bare retten til at tale om, hvad der passer os, når det passer os. … »Det er det rod, vi lever i«, sagde han, da Politiken interviewede ham for et år siden. … At vi bilder os ind, at vi er sat i verden for at realisere os selv, skabe gigantkarrierer og blive lykkelige, når vi i virkeligheden kun er her for én ting: at forædle menneskeheden, at give noget af værdi i arv, at stille spørgsmål ved det bestående«.

Det var Sibelius’ violinkoncert, der gjorde ham berømt. Den spillede han, da han var solist med DR SymfoniOrkestret i Koncerthuset i december 2015, og det er typisk for den seriøse violinist, at han netop ikke sovsede rundt i den saftige solostemme, men med klare linjer gav en påfaldende ren gennemspilning af Sibelius’ store, mørke værk. Sådan er Kavakos. En alvorsmand, der går efter essensen – og som forventer samme fokus og koncentration fra sit publikum.

(Thomas Michelsen, Politiken)

Klangen, han fremkalder på sin Stradivarius, lyser rent og farverigt med poetens fortællegejst i hver tone. Han formede de teknisk udfordrende passager i koncertens hurtige ydersatser med overmenneskelig præcision og bragte lytterne i en tidløs trancetilstand i den blide andensats. Ved siden af violinen slår Kavakos en smældende dirigentpind. Man mærkede den overbevisende pulsfornemmelse hos ham, når han som den spindende musikalske motor styrede orkestret frem. Under grækerens frostblide klange lagde DR SymfoniOrkestret kulør på Brahms’ sangbare fraser.

(Christine Christiansen, Jyllands-Posten)

»PLAY the silence a little louder,« siger Kavakos senere på ugen til de konservatoriestuderende, der er udvalgt til hans masterclass. Selve priskoncerten slutter med Brahms’ helt associationsfrie Violinkoncert i D-Dur. Malerisk over al måde, men alligevel en abstraktion. Violinens strøg er vildt vagabonderende, orkestret synes omsonst at fremmane en eventyrskov. I sin skabelon kan koncerten virke som en pendant til Beethovens violinkoncert, men fra streng empire til vildtvoksende fin de siècle er der en verden til forskel. Kavakos bruger buen til sværdslag, Luisi forvandler dirigentstokken til harpun. Så hører man alligevel en malstrøm, og der musiceres med et ægte Brahmsorkester, som har den sensommersyrlighed i klangen, der i vor standardiserede tid er ganske unik.

SÅ endte ugen med det skønneste perspektiv.

(Peter Johannes Erichsen, Weekendavisen)

Kavakos beviste denne aften, hvorfor mange regner ham som tidens største violinist. Hans teknik er sublim, men det er hans udtryk i spillet, der er den egentlige hemmelighed bag hans kunst. Det opleves, som om han både spiller indad (lyttende til musikkens åndelige budskab) og udad (med et brændende ønske om at formidle det til os). Og det var en fin prik over i’et, at han overrakte den kolossale blomsterbuket, der fulgte med prisen, til oboisten Eva Steinaa, den havde frydet med sin lange solo i den langsomme midtersats.

(Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad)