Kern Westerberg

De hærdebrede fanger i fængslet var mit bedste publikum nogensinde
Kern Westerberg bor med tre andre musikere i en lejlighed på Jakob Gade kollegiet i København. Kollegiet har et øvelokale, hvor man kan gå hen, hvis man har brug for lidt mere plads, men da alle er musikere, er der ingen, der klager over larm fra øvning.

Kern er vant til at dele hjem med mange musikere, for i barndomshjemmet var de fire violinister. Kern og hans tre søskende har alle spillet fra helt små – anført af storesøster Neel, som i dag er musikpædagog. Lillesøster Kirse studerer på konservatoriet i Aarhus og Kern går i solistklassen i København. Kerns tvillingebror Birk stoppede violinstudierne efter sin bacheloreksamen for halvandet år siden og forfølger nu en karriere i hæren.

Det var storesøster Neel, som startede med at spille violin i Steinerskolen som helt lille. Hun fortsatte i Aarhus Musikskole og snart fulgte de tre andre søskende trop. Kern og hans tvillingebror Birk lærte at spille violin efter Suzuki-metoden som 4-årige i Aarhus Musikskole.

Den tidlige introduktion til musik fik de også gennem at lytte til et kassettebånd med historien om Hugo Ræv og Yvette Vaskebjørn på nye eventyr.

Det var en fantastisk historie med små stykker Mozart, Carl Nielsen og lignende indimellem. Musikken blev spillet af fløjte og klaver. Den lyttede vi til ekstremt mange gange og det er et rigtig fint musikminde for os, fortæller Kern Westerberg.

De to brødre deltog som 9-årige i Berlingskes Musikkonkurrence og spillede i den forbindelse afslutningskoncert i Tivolis Koncertsal. Året efter vandt Kern en lokal konkurrence i Aarhus, hvor præmien var omkring 9000 kroner, som blev udbetalt i kontanter.

Jeg kan huske, da vi kørte hjem i bilen og jeg sad med pengesedlerne mellem hænderne – en absurd mængde penge for mig – der tænkte jeg, okay, det er alligevel meget sjovt det her,fortæller Kern.

Han fulgtes med en gruppe venner op gennem Suzuki-systemet. Det var musikken, der bandt dem sammen, men når de var på kursus, spillede de hellere fodbold end violin. Det fik alligevel Kern til at tænke: ”Ok, hvis du vil være sammen med de venner, så skal du også øve dig. Og hvis du vil have de her oplevelser, så bliver du også nødt til at gå til timerne”.

Det blev meget en noget-for-noget-følelse. I rigtig mange år. Efterhånden blev jeg mere seriøs og begyndte at se for mig, hvor jeg gerne ville hen, siger Kern og fortsætter.

Jeg har aldrig følt, at jeg skulle tage en pause fra musikken, for den har altid været et sted, hvor jeg holdt fri fra skolen. Jeg følte, at det her, er der mening i. Jeg har aldrig haft overvejelser om at lave noget andet, sådan som min bror har, siger Kern.

Ofte, når Kern deltager i musikfestivaler, er der indlagt et programpunkt, hvor musikerne tager ud og spiller på hospitaler, børnehaver, fængsler eller andre steder, hvor folk normalt ikke har adgang til levende, klassisk musik. Senest var det i Spanien, hvor Kern spillede med en oktet i et fængsel.

Jeg forventede at blive slået ihjel inden for fem minutter, men efter koncerten, hvor vi havde spillet Bruchs Oktet, kom en af de hærdebrede fanger, som jeg syntes havde siddet og set meget truende ud, op til mig og gav mig en buket papirblomster, han selv havde lavet. Han fortalte, at under 2. satsen havde han drømt sig tilbage til forældrenes hjem og hvordan det var der, da han var barn. Det var en meget stærk oplevelse og et af de bedste publikummer, jeg nogensinde har haft, slår Kern fast.

Kern drømmer om en fremtid, hvor han kan være så privilegeret, at han ikke behøver at spille musik for pengenes skyld, men kan spille for musikkens skyld.

Man kan godt tage et job, hvor man måske tjener en masse penge, men ikke føler for det. Det gør jeg helst ikke. Jeg vil hellere fordybe mig og vælge ting, jeg har lyst til. Man kan godt spille i Carnegie Hall, men hvis man ikke føler noget for det, kan det være lige meget, siger Kern.