Léonie Sonning Prismodtager 2004
Den amerikanske pianist Keith Jarrett modtog Léonie Sonnings Musikpris på 500.000 kr. ved en koncert under Copenhagen Jazz Festival onsdag 7. juli 2004 i Tivolis Koncertsal.
Prisen blev overrakt af Tivolis musikchef Lars Grunth, medlem af Léonie Sonnings Musikfonds bestyrelse.
Den officielle begrundelse for prisuddelingen lød:
”Léonie Sonnings Musikpris 2004 tildeles med kr. 500.000 pianisten Keith Jarrett, der som musikalsk tænker og skaber har udviklet sit eget umiskendelige musikalske sprog, præget af sublimt musikerskab, fantasi og intelligens. Keith Jarrett har eksperimenteret og fornyet uden at forkaste traditionen, og uden at ligge under for tidens og musikkens trends står han i dag som en af de største skikkelser i tidens internationale jazzverden.”
Programmet
Jazz standards, bl.a.
You belong to me
Tennessee Waltz
Django
God bless the child
When I fall in love
Medvirkende
Keith Jarrett, klaver
Gary Peacock, bas
Jack DeJohnette, percussion
Keith Jarrett og Danmark
Keith Jarrett har været kendt og beundret af det danske jazzpublikum, siden han i 1966 optrådte i København for første gang. Gennem årene har han spillet i København adskillige gange, bl.a. i Tivolis koncertsal og ved Copenhagen Jazz Festival i 1999, hvor han gav koncert i Cirkusbygningen. I 1980’erne begyndte han desuden at optræde med klassisk musik, og i Danmark blev han især et velkendt navn for det klassiske publikum, da han sammen med blokfløjtespilleren Michala Petri i 1992 indspillede Bachs fløjtesonater. I 1999 indspillede de fløjtesonaterne af Händel.
Pressen skrev om priskoncerten:
Solen skinnede for første gang i dette års jazzuge fra morgenstunden på netop den dag, hvor Keith Jarrett gæstede København for at give koncert. Som et forvarsel om at mesteren over alle nulevende mestre, pianisten, kunstneren, kraftværket Keith Jarrett om aftenen ville sætte sig til flyglet i Tivolis Koncertsal og vise de heldige tilstedeværende et stykke af det sublime. Og han skuffede ikke. Tværtimod. Han kom – sammen med legekammeraterne Gary Peacock og Jack DeJohnette – og viste os et stykke af himlen. Hold kæft, hvor solen skinnede onsdag aften i Tivolis Koncertsal! […] Det var, som havde Jarrett bestemt sig for endnu engang at bevise det sande i priskomiteens ord om, at han er en musiker, der spænder vidt. Alt skulle prøves og blev det, fra blues over jazz til klassisk. Konstant søgte han ud på kanten af det muliges grænser i sine improvisationer. Hele tiden nysgerrig efter at se, hvor langt elastikken kunne holde; hvor langt ud han kunne lokke sig selv og medkumpanerne. Gennem knap to timer var elastikken spændt til det yderste, men ikke en eneste gang sprang den.
(Anders Jørgensen, Information 9. juli 2004)
Snart står han op, når han spiller, snart er han fuldstændig sammenkrummet over tangenterne. På den måde lever han med i sine hjertegribende fraseringer og fører dem videre end lytteren umiddelbart forestiller sig, på samme måde som en sanger kan imponere ved at synge uanede lange fraser på én lang vejrtrækning.
(Eva Hvidt, Kristeligt Dagblad)
Når det gælder kunst, skal man vare sig for at betegne nogen som ‘den bedste’. Men når der er tale om Jarrett, kan det alligevel være svært at pege på nogen anden pianist i dagens jazz, der er ham jævnbyrdig. Selv taler han ofte om den gave fra oven, han har modtaget. Det kommer bare til ham. Som om det på ingen måde har været hans egen fortjeneste, at han er nået dertil, hvor han står nu. Eller rettere sagt, hvor han efterhånden har stået i adskillige år.
Det er naturligvis ikke hele sandheden. For der må have ligget et kolossalt arbejde i at tilegne sig den pianistiske kunnen, der bringer ham i stand til at formulere sig med et sådant overskud. Og det kræver ligeledes en betragtelig personlig indsats at kunne åbne sig for musikken i den grad, som Jarrett formår det. For først da er det, at gaven, han har haft den lykke at modtage, får sin fulde værdi.
(Boris Rabinowitsch, Politiken 9. juli 2004)
