Léonie Sonning Prismodtager 2011
Begrundelsen
Prisen blev overrakt af Bertel Krarup, rektor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og medlem af Musikfondens bestyrelse. Han holdt en personlig tale, som også indeholdt følgende officielle motivering:
Léonie Sonnings Musikpris 2011 tildeles med kr. 600.000 komponisten Kaija Saariaho for gennem mere end 25 år at have skabt værker af eminent originalitet, stor skønhed og intens kommunikativ kraft. Med afsæt i en kunstnerisk udforskning af lyd og klang har Kaija Saariaho gennem årene udviklet et dybt personligt musikalsk sprog, der på en gang er farverigt og ekspressivt og samtidig transparent og elegant. Fra midten af 1990’erne har hun i stigende grad skrevet sig ind i den store europæiske tradition, som hun har givet nyt liv og på afgørende måde bidraget til at føre ind i det 21. århundrede.
Programmet
Kaija Saariaho Laterna Magica for orkester (2008)
Kaija Saariaho Adriana Songs for mezzosopran og orkester (2006)
Stravinskij Ildfuglen
Medvirkende
Lilli Paasikivi, mezzosopran
DR Symfoniorkestret
John Storgårds, dirigent
Kaija Saariaho i Danmark
I forbindelse med priskoncerten blev Kaija Saariahos musik opført ved en række andre koncerter.
1. maj: Takkelloftet, Operaen. ”Saariaho and Other Gardens”
Program
Kaija Saariaho Lonh, for sopran og elektronik (1996)
Kaija Saariaho NoaNoa, for fløjte og elektronik (1992)
Kaija Saariaho Six Japanese Gardens, for slagtøj og elektronik (1995)
Edsjö/Dill/Pontoppidan 3 Passages
Medvirkende
Randi Pontoppidan, sang og elektronik
Jennifer Dill, fløjte
Linda Edsjö, slagtøj
3. maj: Kulturværftet, Helsingør, og 4. maj, Den Sorte Diamant. Portrætkoncert af Kaija Saariaho
Program
Kaija Saariaho Laconisme de l’aile (1982)
Kaija Saariaho Die Aussicht (1996)
Kaija Saariaho Miranda’s Lament (1997)
Kaija Saariaho Terrestre (2002)
Kaija Saariaho Je sens un deuxième coeur (2003)
Kaija Saariaho Solar (1993)
Medvirkende
Camilla Hoitenga, fløjte
Signe Asmussen, sopran
Kaija Saariaho, klangregi
Athelas Sinfonietta Copenhagen
Pierre-André Valade, dirigent
6. maj: Det Kongelige Danske Musikkonservatorium
Kaija Saariaho Amers, Cellokoncert nr. 1 (1992)
Per Nørgård Helle Nacht, Violinkoncert nr. 1
Kaija Saariaho New Gates, for fløjte, harpe og cello (1996)
Per Nørgård Momentum, Cellokoncert nr. 2 (dansk førsteopførelse)
Medvirkende
Peter Herresthal, violin
Jakob Kullberg, cello
Ensemble Ernst
Thomas Rimuhl, dirigent
Pressen skrev om priskoncerten:
Hun markerer sig som en af vor tids største tonekunstnere i et fag, som fortsat domineres af mænd. Hun har fulgt sin egen vej, de sidste 30 år bosat i Paris, gjort modstand mod etablerede smagsretninger og ved hårdt intellektuelt værkstedsarbejde foran computeren og skrivebordet vist nye veje for musikken, og hos hende er den altid forbundet med en litterær eller spirituel dimension. Saariaho er blevet belønnet med et stort publikum over alt i verden, og tildelingen af musikprisen skal vel i den sammenhæng også forstås som en opfordring til, at danskerne vågner lidt op. […]
Laterna magica udspringer af Ingmar Bergmans erindringsbog, skrevet til og uropført sidste år af Berliner Filharmonikerne og Simon Rattle. Det særegne rytmespil i projektionen af lysbilleder gennem denne ‘tryllelygte’ har Saariaho forsøgt at give musikalsk udtryk, og hendes fascination af det flimrende lys er åbenbar, fordi hun så indgående har arbejdet med at udforske tonernes klangspektre i sin musik. Det var i høj grad en berusende opførelse, hvor fortryllede landskaber dukkede op på rad og række, blandinger af resonerende flader og skarpt rytmiske karakterer, lys i alle afskygninger: blidt, direkte, diset, indfaldende, overvældende osv.
(Valdemar Lønsted, Information 7. maj 2011)
På samme dybsindige og rigtig elegante vis blev de tre orkestersange og instrumentalstykket ‘Raseri’ fra operaen Adriana efterfølgende en skræmmende eksistentiel skildring holdt i toner af mørkt. Med den finske sanger Lilli Paasikivis fløjlsbløde melankoli som guide – med en usædvanlig helstøbt stemme uden mange sprækker af lys eller håb – fortalte musikken historien om moderen og hendes søn, der er født efter voldtægt. Dramaet begyndte som uafrystelige, eksistentielle konfrontationer med musik som tilstande af raffineret forfald med Lilli Paasikivis enkle sangstemme slyngende sig op og ned og rundt om ordene som et tæppe af tungsind. Og det sluttede i tankevækkende humanistisk afvisning af hævnen: ”Denne mand fortjente at dø, men du, min søn, fortjente ikke at dræbe.” Helstøbte klange og vedkommende indhold i en verden af terror og krig som musik, der satte sig fast i både mellemgulv og hjernebark. Og trods sin flygtige natur ikke rigtig har forladt nogen af stederne endnu.
(Henrik Friis, Politiken 7. maj 2011)
