Léonie Sonning Talentprismodtager 2017
Det er det levede liv, der får musikken til at svinge
Der skal lige dele fornøjelse, hårdt arbejde og selvdisciplin til at udvikle en musiker på højeste niveau, forklarer cellist Jonathan Swensen.
Et lille papskilt i et plasticetui har ligget i skrivebordsskuffen hos Jonathan Swensen i 8 år. Han fik det på Menlo musikfestival i Californien, da han var 13 år gammel. Han har gemt det, fordi det minder ham om, at man ikke bliver en dygtig musiker uden hårdt arbejde og selvdisciplin:
Det var min første store musikoplevelse på højest mulige koncertniveau og jeg blev hurtigt klar over, at jeg var på et lavere niveau i forhold til mine amerikanske medstuderende, der havde gået i den hårde skole. Jeg havde de bedste lærere på den tre uger lange festival, og jeg fik tæsk. Men det lærte mig betydningen af selvdisciplin og hårdt arbejde og samtidig at bevare glæden ved musikken. Jeg fik et nyt mindset i forhold til øvning og forstod, at øvningen også er et arbejde, forklarer Jonathan Swensen, som er kommet frem til, at man skal bruge sin individualitet og sin egen tankegang for at finde ind i musikken og forstå det, der står skrevet.
Fik ikke lov at spille
Med en mor, der er violinist, og en far, der både dirigerer og er violinist, har musikken været en del af Jonathans liv helt fra begyndelsen. Som treårig dirigerede Jonathan Sibelius’ symfonier med en spisepind. Som seksårig var han med i koncertsalen, da faren dirigerede Elgars Cellokoncert med Ralf Kirschbaum som solist. Og det var første gang, han bad om at få lov at spille cello. Men stik imod forventning fik Jonathan ikke lov. Og der var på ingen måde tale om, at forældrene pacede ham ind i musikken. Tværtimod. Ønsket fra Jonathan blev mødt med spørgsmålet: Hvis din lærer siger, du skal øve dig hver dag, vil du så gøre det? Først da Jonathan var blevet syv år, kunne han svare ja til spørgsmålet, og han har øvet sig hver dag siden.
Vigtigt at komme ud af øvelokalet
Musik er meget mere end toner; man kan udtrykke alt muligt i verden meget smukkere gennem musik. Både det gode og det dårlige, man oplever, giver noget til musikken, siger Jonathan og understreger, hvor vigtigt det er at komme ud af øvelokalet og opleve noget andet.
Man skal leve og feste, hvis man har lyst, for det er det levede liv, der får musikken til at swinge. Der skal være følelse bag – eller feeling, som mine jazzede venner siger, lyder det fra Jonathan, som både nyder at feste og at arbejde i øvelokalet.
Lige inden en koncert koncentrerer Jonathan sig om at få vejrtrækningen godt ned i maven. For i starten af en koncert kan der godt være en lille stemme, der kommer med flabede bemærkninger.
Det giver friktion og kamp i spillet. Det er fint, men for at det ikke tager overhånd, sørger jeg for at få vejrtrækningen godt ned i maven. Det er derfra, jeg henter energien, siger Jonathan.
Jonathan Algot Swensen, cello
Født: 1996, opvokset i Gentofte.
Studerer på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Toke Møldrup. Vinder af Øresunds Solist 2015. Modtager af P2 Talentprisen 2016.
Stipendiet
Skal bruges til kandidatstudier hos Torleif Thedeen og indkøb af en ny bue.