Prisoverrækkelsen
Musikprisen blev overrakt af professor Poul Birkelund, medlem af bestyrelsen for Léonie Sonnings Musikfond. I pristalen sagde Poul Birkelund bl.a.:
”Det er de største mestre som Paul Taffanel, Philippe Gaubert og Marcel Moyse, der i det sidste sekel har skabt vor tids store franske fløjtemusikertradition. Denne tradition har De, Jean-Pierre Rampal, vor tids fløjtemester, hævdet på smukkeste måde. Ikke alene har De med Deres guldfløjte lagt de fem verdensdeles publikum for Deres fødder, men De har også som vor tids mest ihærdige interpret forgyldt et helt enormt antal nutidige komponisters værker med Deres ædle musikersind, med utrolig skønhedssans og fantasi.”
Den officielle begrundelse
”Léonie Sonnings Musikpris tildeles herved med 100.000 danske kroner mâitre Jean-Pierre Rampal i dyb beundring for skønhedsmættet og fantasibetonet interpretation af alle epokers fløjteværker – herunder talrige nutidige værker komponeret til vor tids betydeligste fløjtenist.”
programmet
Mozart Ouverture til Il re pastore
Mozart Fløjtekoncert, KV 314
Erik Norby Illuminations, capriccio for fløjte og orkester (uropførelse)
J.S. Bach Suite nr. 2, h-mol BWV 1067
J.S. Bach Sarabande (ekstranummer)
Medvirkende
Jean-Pierre Rampal, fløjte
Sjællands Symfoniorkester
John Frandsen, dirigent
Jean-Pierre Rampal og Danmark
I forbindelse med prisuddelingen gav Jean-Pierre Rampal yderligere tre koncerter i Danmark. På Glyptoteket i København spillede han 28. april sammen med fløjtenisten Michel Debost og Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Kammerorkester, dirigeret af Milan Vitek. Programmet bestod af Bachs Brandenburgkoncert nr. 4, Cimarosas Koncert for to fløjter, André Jolivets Fløjtekoncert og en Concerto Grosso af Händel.
Dagen efter blev hele programmet gentaget på Egeskov Slot. Politikens anmelder Fleming Weis skrev om koncerten:
”En tilsvarende afklaret fuldkommenhed, som Sonningprisens modtager, Jean-Pierre Rampal, lod sin fløjte berette om, da han, som gavmild kvittering for et overvældende bifald fra den tæt fyldte Glyptoteksal, spillede Glucks balletmusik ”De salige ånders dans” fra ”Orfeus”, var kendetegnende for den begejstrede stemning, der aftenen igennem havde sit faste greb om et henrevet lyttende publikum. Kan en melodisk linje overhovedet formes med en inderligere plastisk skønhed i klang og udtryk? Det synes utænkeligt.”
30. april spillede Jean-Pierre Rampal igen på Glyptoteket, denne gang kammerværker af Holmboe, Paisiello, Telemann, Ibert, Honegger, Debussy, Doppler og Boismortier, sammen med Poul Birkelund Kvartetten, pianisten Eyvind Møller og Kuhlau Kvartetten.
Desuden indspillede Jean-Pierre Rampal i løbet af sit ophold i København Erik Norbys nye værk Illuminations, der blev uropført ved priskoncerten, samt Carl Nielsens Fløjtekoncert med Sjællands Symfoniorkester og John Frandsen. Indspilningen var støttet af Léonie Sonnings Musikfond og udkom i 1979 på det franske pladeselskab Erato.
Dagspressen
Jean-Pierre Rampal hører til den usædvanlige type der er i stand til både at overleve og leve op til deres berømmelse. Alene hans personlige udstråling måtte have kunnet overbevise den mest umusikalske i det berettigede i at denne mand blev tildelt Sonningfondens musikpris.
Det er meget svært at beskrive musik når den fremføres godt, det er lettere at optælle det der mangler end det der er som det bør være. Efter min mening var aftenens højdepunkt det ekstranummer, hvormed Jean-Pierre Rampal, helt alene med sin fløjte foran det tusindtallige publikum, kvitterede for bifaldet: med de få og enkle noder hvormed Bach tegner konturerne af en svævende og ulegemlig sarabande, var Jean-Pierre Rampal i stand til at give os kunstens magiske oplevelse fremfor alle – at få tiden til at stå stille. […] Som noget ganske særligt nød koncerten på en dansk uropførelse af Erik Norby, tilegnet og skrevet til Rampal. […] Jean-Pierre var naturligvis en fantastisk realisator af solostemmen, og var samtidig beskeden nok til ikke at overspille sin rolle, men nøjes med at farve, kaste ny belysning på de orkestrale oplæg. Det var en nydelse at høre det stykke.
(Jurij Moskvitin, Politiken 26. april 1978)
