Prisoverrækkelsen
Musikprisen blev overrakt af professor Poul Birkelund, formand for Léonie Sonnings Musikfond. I sin personlige tale sagde han bl.a.:
”De er en af de varmeste og mest oprigtige musikerpersonligheder i vor klodes musikliv. Her i Danmark har De siden Deres første koncert prentet Dem ind i alle musikelskeres bevidsthed. Personligt vil jeg aldrig glemme den første gang, De optrådte som solist med mit gamle orkester, Radiosymfoniorkestret, hvor de i 1949 spillede Brahms’ violinkoncert med Thomas Jensen som dirigent. Året efter, i 1950, spillede Radiosymfoniorkestret nogle koncerter ved Edinburgh Festivalen og ved en af de koncerter spillede de kongenialt Sibelius’ violinkoncert med den berømte dirigent Fritz Busch.
Som fortolker af musikkens store komponister og som menneskelig formidler, har De overalt skabt stor forståelse for vestlig kultur på linje med vor tids mest overbevisende personligheder.”
Begrundelsen
Den officielle begrundelse for prisuddelingen lød:
”Léonie Sonnings Musikpris tildeles herved Isaac Stern med 100.000 danske kroner i beundring for hans fremragende indsats som kunstnerisk og teknisk suveræn fortolker af ældre og nyere violinlitteratur og for den betydning, hans inspirerende virke har haft for det internationale musikliv.”
I sin takketale sagde Isaac Stern bl.a.:
”Det er svært på en enkel og ligefrem måde at sige tak. Musik er ikke noget erhverv, musik er en tro på noget, der i skønhed og sandhed ligger over os selv. Man arbejder i årevis, man forsøger og forkaster ud fra et instinkt for egne begrænsninger. Og man rejser fra by til by og arbejder med kolleger, som man har fået en særlig dyb forståelse med. Så opstår der en kærlighedshandling mellem sal og scene.
Så jeg siger tak og håber, at vi endnu i mange år skal mødes ved godt helbred. Vi skal håbe på en smule fred – vi skal diskutere, om der skal spilles lidt langsommere eller lidt hurtigere, i kærlighed, ikke med våben.”
Programmet
Brahms Akademisk Festouverture
Mendelssohn Symfoni nr. 5, Reformationssymfonien
Bartók Violinkoncert nr. 1
Bruch Violinkoncert nr. 1
Medvirkende
Isaac Stern, violin
Tivolis Symfoniorkester
Leonard Slatkin, dirigent
Isaac Stern og Danmark
Isaac Stern havde mange gange tidligere været i Danmark. Han gav sin første koncert med DR Symfoniorkestret i 1949 og vendte ofte tilbage, i de første år også til mere ydmyge koncertsteder, bl.a. Svendborg Kammermusikforening. Men ellers var det i Radiohusets Koncertsal og især i Tivolis Koncertsal, at han gennem årene trofast spillede som solist og kammermusiker for det danske publikum.
I 1984, to år efter priskoncerten gav Isaac Stern en ganske særlig koncert, da han i Odd Fellow Palæet optrådte i anledning af Mosaisk Troessamfunds 300-års jubilæum. Ved den lejlighed var han solist i musik af Bach og Mozart, som han opførte sammen med musikere fra DR Symfoniorkestret, og han spillede også en violinsonate af Mozart.
Isaac Sterns sidste koncert i Danmark var i maj 1994, hvor han spillede violinsonater sammen med pianisten Robert McDonald i Tivolis Koncertsal. Berlingske Tidendes anmelder skrev:
”Ordet ”kultur” er i vore dage blevet så indholdsfattigt og flygtigt, at det kan bruges om hvad som helst. Hvis man vil opleve, hvad kultur som kvalitet kan være, skal man gå til koncert med Isaac Stern. Han dyrker naturligvis musikkens kunst på sin violin, men han gør det på en måde som levendegør en kultur. Og det bliver tydeligere, jo ældre han bliver. Den runde, udadvendte violinvirtuos, som virkede, som kunne han overkomme alt, er blevet gammel på en smuk måde. Af skikkelse er han blevet skrøbelig, men udstrålingen af autoritet og menneskelig imødekommenhed er den samme – også hans åbenlyse glæde over kontakten med publikum.”
Pressen skrev om priskoncerten bl.a.:
På sin violin takkede Isaac Stern med to store koncertopgaver. Først den tidlige Bela Bartok-koncert fra 1908, som først blev kendt et halvt århundrede senere. Det blev en dirrende og pragtfuld opførelse af disse to, stærkt kontrasterende satser, som egentlig er to portrætter. I intensitet, i sin enorme klanglige nuanceringsevne var det en Stern på toppen. Så fulgte den gamle, kælne Max Bruch-koncert i g-mol, der blev bedårende spillet i den fineste forståelse mellem solisten og Slatkin på dirigentpodiet. Jo, det var en festaften.
(Robert Naur, Politiken 5. juni 1982)
