Léonie Sonning Prismodtager 2003
Den ungarske komponist György Kurtág modtog Léonie Sonnings Musikpris på 500.000 kr. ved en koncert torsdag 18. september 2003 i Radiohusets Koncertsal.
Koncerten blev udsendt direkte i P2.
Musikprisen blev overrakt af redaktør Steen Frederiksen, formand for Léonie Sonnings Musikfond, som i sin pristale bl.a. sagde:
”György Kurtag siger selv, at hans musik skal tale for sig selv, at han ikke kan tale om den. Man kan naturligvis analysere Deres musik, men det er som med megen anden stor kunst: man kan ikke analysere sig frem til hemmeligheden i musikken. Alligevel er der sagt så meget om Deres musik – fordi den indbyder til at blive analyseret – at det er umuligt at tilføje noget nyt. Og alligevel ganske få ord, formuleret af István Balázs: Kurtágs værker opklarer, de vækker bevidstheden i ordets bedste betydning, altså ikke aggressivt som en avantgarde, ikke ideologisk eller dogmatisk. Kurtágs musik lærer mig at være til. Den vil i sin skønhed ikke lade os glemme verdens laster. Den vil befri.”
Den officielle begrundelse for prisuddelingen lød:
”Léonie Sonnings Musikpris 2003 tildeles med 500.000 danske kroner György Kurtág som en af vor tids betydeligste komponister. Kurtágs fortættede, aforistiske og poetiske musik er et ægte og stærkt forsvar for det menneskelige. Det er på samme tid en nyskabende og fortrolig musik, der med sine dybe rødder i den historiske og musikalske fortid viderefører sjælen i europæisk kultur.”
Programmet
Schubert Symfoni nr. 8, Den ufuldendte
György Kurtág … concertante … op. 42, for violin, bratsch og orkester
Bartók Den forunderlige mandarin
Medvirkende
Hiromi Kikuchi, violin
Ken Kakii, bratsch
Radiosymfoniorkestret
Michael Schønwandt, dirigent
Orkesterværket …concertante… , som var bestilt af Musikfonden og blev uropført ved priskoncerten, modtog den store amerikanske kompositionspris Grawemeyer Award for 2006.
György Kurtág i Danmark
I 1987 blev et udvalg af György Kurtágs værker opført ved festivalen Musikhøst. Det var den første større præsentation af hans musik i Danmark.
Op til prisuddelingen udkom et udvidet nummer af Dansk Musik Tidsskrift om Kurtág og hans musik, og Esbjerg Internationale Kammermusikfestival 28-30. august 2003 præsenterede et bredt udvalg af Kurtágs kammerværker, bl.a. Blæserkvintet op. 2, Tre gamle inskriptioner op. 25, Tre stykker for violin og klaver opus 14e, Hommage à Robert Schumann op. 15d og Kafka-fragmenter op. 24.
I forbindelse med prisuddelingen afhold György Kurtág 15. september 2003 masterclass med Paizo Kvartetten (Mikkel og Kirstine Futtrup, Magda Stevenson og Toke Møldrup) på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.
Athelas Sinfonietta og dirigenten Christian Eggen spillede to koncerter med musik af Kurtág på Louisiana (14. september) og i Radiohusets Koncertsal (16. september).
Programmet
Kurtág … quasi una fantasia …, for klaver og kammerorkester
Kurtág Jelek op. 5, for bratsch solo
Kurtág Fire Capriccios op. 9, for sopran og kammerensemble
Kurtág Szálkák op. 6, for cimbalom solo
Kurtág Hommage à Robert Schumann op. 15d, for klarinet, bratsch og klaver
To dage efter priskoncerten var der 20. september koncert i Radiohusets Koncertsal med Márta og György Kurtág på firhændigt klaver. Programmet bestod af værker af Kurtág samt hans transskriptioner af Johann Sebastian Bach. Koncerten blev udsendt direkte i P2.
Pressen skrev om priskoncerten:
Alle er kommet for at se ham få danskernes store musikpris. Fortjener han den? Solisterne sætter ind, violinen og bratschen – begge med toneslugere, så man næsten ikke hører noget. Ikke andet end ekkoer fra en fjern tid. Prismodtagerens »… concertante« er virkelig skrøbeligt. Stille. Man bliver helt bange for, han ikke har så meget at sige. Ikke før midtvejs. Lyden ebber helt ud. Ny sats. En lille, krøllet molklang vokser frem, hentet op fra historiens glemsel. Så endnu en, og måske antydningen af en tredje. Vi er hjemme. Danskerne. For den lyder som en hilsen – til vores egen Per Nørgård og hans tredje symfoni, for eksempel. Den rigtige prismodtager, er han. Med sin elskede Schubert først, og sin elskede Bartók bagefter. Et eftertænksomt øjeblik i midten. En nødvendig parentes.
(Søren Schauser, Berlingske Tidende 20. september 2003)
Vi fik et musikalsk forløb, der nok bevægede sig fra stilheden og tilbage til stilheden igen. Men som også lod orkestrets puls dunke varmt og lidenskabeligt. Trods anvendelsen af et stort symfoniorkester – og trods de to strygersolisters usædvanlige brug af dæmpere og tyste øveinstrumenter – var der aldrig problemer med at få solostemmerne til at flyde oven på. Først og fremmest fordi orkestrets bidrag kom drypvis. Som pulsslag. Det begyndte som en skabelsesberetning. I begyndelsen var tonen. Stædigt fastholdt af solisterne. Siden fulgte udfoldelsen af et musikalsk univers. Da de silkebløde solostemmer klang ud, havde Kurtág haft os med på en rumrejse, som i de lovede 24 minutter havde holdt opmærksomheden fangen. Det eneste, man gerne ville bagefter, var at høre koncerten igen.
(Thomas Michelsen, Politiken 20. september 2003)
