OM FONDEN

Fonden blev stiftet i 1965 af Léonie Sonning (født Rothberg, 1894-1970), der var enke efter redaktør Carl Johan Sonning. Men allerede i 1959, før fonden officielt var stiftet, uddeltes en musikpris til komponisten Igor Stravinskij. Komponisten Knudåge Riisager overrakte prisen ved en koncert med Det Kongelige Kapel i Tivolis Koncertsal, hvor Stravinskij dirigerede egne værker.

Léonie Sonnings Musikpris er en af verdens store klassiske musikpriser

Hvor kommer pengene fra?

Fondens midler stammer oprindeligt fra indtægterne fra tre ejendomme, som tilhørte Léonie Sonning. Siden begyndelsen har fondens bestyrelse forvaltet disse midler så fondens økonomiske grundlag i dag er indtægterne fra fem beboelesejendomme i København og omegn.

Fondens formål
Fondens fundats fastsætter formålet: Der skal hvert år gives en hædersgave til en internationalt anerkendt komponist, musiker, dirigent eller sanger. Denne pris udgør for tiden 1.000.000 danske kroner der uddeles ved en koncert fortrinsvis i København.

Desuden uddeler fonden talentpriser til fortsat kunstnerisk udvikling til unge komponister, musikere, dirigenter eller sangere fra Danmark samt de andre nordiske lande. Der uddeles for tiden ca. 10 talentpriser af hver 100.000 kroner i overensstemmelse med fundatsen. Talentpriserne kan ikke søges

Léonie Sonnings Musikfond og Sonning-Fonden
Der er tale om to forskellige fonde. Redaktør Carl Johan Sonning, som døde i 1937, bestemte i sit testamente, at en del af hans formue skulle tilfalde en fond ved navn Sonning-Fonden. Dens formål er dels tildeling af »Sonning-prisen« til danske eller udenlandske kulturpersonligheder, dels støtte til »almennyttige kulturelle formål, navnlig til støtte for restaurering eller genopbygning af historiske bygninger samt til musikformål«.
Til forskel herfra er Musikfondens formål udelukkende at uddele den årlige Musikpris og de ovenfor nævnte talentpriser til unge musikere.

Mere om priserne

I henhold til fundatsen er Fondens hovedformål årligt at uddele en musikpris, som hædersgave der ikke kan søges. Ved uddelingen kan der “kun tages hensyn til rent musikfaglige kvalifikationer, og alle spørgsmål om nationalitet, race, religion, politisk anskuelse eller økonomisk stilling skal lades ude af betragtning”.

Léonie Sonnings Musikpris har fokus på den klassiske musik. Dette skal dog forstås bredt; da musikken og dens grænser er i stadig udvikling, vælger bestyrelsen kandidater indenfor den klassiske musik i hele sin mangfoldighed.

Der lægges vægt på, at modtagerne ikke blot er excellente, men at de også igennem deres kunstneriske virke har sat et personligt præg på kunstartens udvikling.

Talentpriserne gives fortrinsvis til unge komponister, musikere, dirigenter eller sangere bosiddende i Danmark. Da der er tale om støtte til kunstnerisk udvikling, er det en forudsætning for tildeling, at prismodtageren udarbejder en plan, der kan godkendes af bestyrelsen.