Prisoverrækkelsen
Den svenske dirigent Eric Ericson modtog Léonie Sonnings Musikpris på 200.000 kr. ved en koncert 12. juni 1991 i Tivolis Koncertsal.
Koncerten blev udsendt direkte i P2.
Programmet
Ligeti Lux Aeterna
Monteverdi Sestina, Lagrime d’amante al sepolcro dell’amata
Britten Hymn to St Cecilia
Brahms Syv korsange op. 62
Thomas Jennefelt & Sven David Sandström Den enda stunden
Frank Martin Fem Ariel-sange
Ingvar Lidholm …a riveder le stelle
Stenhammar Tre korviser
Alfvén Och jungfrun hon går i ringen (ekstranummer)
Alfvén Uti vår haga (ekstranummer)
Medvirkende
Eric Ericsons Kammerkor
Eric Ericson, dirigent
Begrundelsen
Musikprisen blev overrakt af operachef Poul Jørgensen, formand for Léonie Sonnings Musikfond, der i sin pristale bl.a. sagde:
”Det er altid en stor glæde at overrække Léonie Sonnings Musikpris til en fremragende international musiker. Jeg kan som gammel kormand alligevel ikke lade være med at føle noget ganske særligt ved i aften at skulle give Musikprisen til dig, som gennem alle årene har været vores store og uopnåelige forbillede. Musikprisen gives til dig som kunstner; alligevel tror jeg, at du samtidig opfatter prisen som et skulderklap til den kunstart, du har viet dit liv. I Sverige er korsang blevet benævnt som ”en folkebevægelse”, og med dig stående på toppen af pyramiden som igangsætter, lærer og inspirator.
En kordirigent skaber jo ikke bare den musik, vi lytter til, han har også skabt de instrumenter, han musicerer med. Vi glæder os i aften over den særlige ”Ericson-sound”, som dit eget kammerkor så storartet demonstrerer.”
Den officielle begrundelse for prisuddelingen lød:
”Léonie Sonnings Musikpris tildeles herved Eric Ericson for hans livslange arbejde med kor og for hans indsats for korlitteraturens videreudvikling. Hans virke har været banebrydende også ud over Nordens og Europas grænser og har sat nye kunstneriske normer for korsang som musikalsk udtryksmiddel.”
I sin takketale sagde Eric Ericson bl.a.:
”Jeg føler mig enormt beæret, og jeg bøjer mig dybt i støvet for denne lange række af fornemme musikere, som tidligere har modtaget denne musikpris. Det her er naturligvis en utrolig stor personlig glæde for mig, men jeg føler mig også som repræsentant for en musikart, som der på denne måde virkelig bliver gjort opmærksom på. I andre lande har jeg set, at netop de professionelle kor og deres repertoire på en eller anden måde havner i koncertlivets skygge. Men det her vil jeg kalde solsiden! Måske er det netop, fordi det sker i vores nordiske kulturområde, at det overhovedet er muligt, at en kordirigent kan få sådan en fin pris, og jeg tænker naturligvis tilbage på mine tidlige inspirationskilder i denne fælles, nordiske korkultur. Impulsen er gået frem og tilbage over Sundet, og det er mig en kær fornøjelse at give lidt igen som tak for alt det, jeg har fået fra Danmark gennem årene.”
Du kan høre hele talen fra overrækkelsen her:
Arrangement i forbindelse med prisuddelingen
Eric Ericson i Danmark
Eric Ericson gav i sin lange karriere utallige koncerter i Danmark. Helt tilbage til 1961 dirigerede han DR Radiokoret og introducerede ved sine opførelser danske lyttere for ny nordisk kormusik. Stor respekt stod der også omkring hans kirkekoncerter med Bachs korværker. I 1970’erne samarbejdede Eric Ericson med mange danske kunstnere, bl.a. komponisten Per Nørgård og jazzviolinisten Sven Asmussen, og som underviser af både kor og kordirigenter havde han adskillige danske elever.
I dagene efter priskoncerten, 13-14. juni, afholdt Eric Ericson en workshop med Sokkelund Sangkor på Det Kgl. Teater. Workshoppen blev afsluttet med koncert 15. juni 1991 på Ordrupgaard Museet. Koncerten blev udsendt direkte i P2.
Dagspressen skrev bl.a.
At høre på Ericsons kor med ham selv på podiet er som at hygge sig ved en dejlig varm kakkelovn mens man lytter til alverdens fortællinger. Blidhed sænker sig over sindet, når Ericson digter på toner. Når han dirigerer de nutidige kompositioner, så er det som om grænsen mellem nyt og gammelt udviskes. Forandringerne i tonesproget fremstår pludselig som en kontinuerlig udvikling, forankret i menneskets grundfølelser. … Som et kor kan de [Eric Ericsons Kammerkor] udføre et helt skuespil, hvor de jonglerer med ord og leger med eventyrlige mysterier så medrivende, at teatret synes helt overflødigt… Her kunne mange sangere med solistiske ambitioner lære noget om, hvordan man gengiver ordenes egen musik, hvordan man behandler sætningerne, så et spørgsmål i teksten lyder som et spørgsmål, når det synges. Det er en liedkunst for kor, Ericson dyrker.
(Teresa Waskowska, Politiken 14. juni 1991)
Koncerten her var en række højdepunkter. …. Seks femstemmige madrigaler af Monteverdi var perfekt kammermusik udført af korets 36 sangere. Fraseringen var fuldkommen afstemt, klangen mild og poetisk og indtrykket spontant. Kærligheds-smerte og skønhed gik hånd i hånd. Brittens Cæcilia-hymne blev et eksempel på Eric Ericsons sans for den blidt svingende rytmik og den helt præcise karakteristik af hvert afsnit…
(Thomas Viggo Pedersen, Kristeligt Dagblad 15. juni 1991)