EMMANUEL PAHUD MODTAGER LÉONIE SONNINGS MUSIKPRIS 2024
Træblæsernes superstjerne, schweiziske Emmanuel Pahud modtog Léonie Sonning Musikpris 2024 i Odense Koncerthus ved en særlig hyldestkoncert med Odense Symfoniorkester og dirigent Anu Tali. Prisen blev overrakt af H.M. Dronning Mary af Danmark.
Hyldestkoncerten med Odense Symfoniorkester og dirigent Anu Tali markerede en særlig hyldest til fløjten og præsenterede store værker af Debussy, Nielsen, Gubaidulina samt en ny komposition af Léonie Sonning Fonden til Bára Gísladóttir. Koncerten bestod af en uforlignelig blanding af solo-, kammer- og orkestermusik samt et “kor” af fremtidige danske fløjtenister, der fejrede Emmanuel Pahud og fløjtespillets kunst.
Lyt til hele koncerten her
begrundelsen
Esben Tange, formand for Léonie Sonnings Musikfond, begrundede valget med følgende motivation:
Mod, leg og professionalisme går op i en højere enhed hos Emmanuel Pahud. Med sin evne til både at virke som suveræn solist og at indgå i et kollektiv – som passioneret kammermusiker og som solofløjtenist i Berliner Philharmonikerne – er han en komplet musiker og en mester på sit felt.
Og med en spillestil, hvor de klassiske idealer skønhed, elegance og virtuositet forbindes med en enorm appetit på at skabe og spille nye værker med en moderne kant, rykker Emmanuel Pahud grænserne for det muliges kunst i blæsernes verden. Til glæde for publikum og inspiration for yngre generationer af musikere.
Emmanuel Pahud er stolt over at modtage Léonie Sonnings Musikpris. Han udtalte i forbindelse med annonceringen:
“What an overwhelming feeling to learn that you are the next recipient of the Leonie Sonning’s Music Prize! I will be looking forward to presenting fascinating creative programmes across Denmark around the award ceremony. This prestigious Music Prize will give me a new impulse to explore further horizons. It is with a lot of pride, but humbled and in awe at the achievements of past recipients, that I express my deepest gratitude to the Léonie Sonning Foundation,” fortæller Emmanuel Pahud.
MINIFESTIVAL MED PRISMODTAGEREN
I anledning af prisen har danskerne haft rig mulighed for at opleve Emmanuel Pahud på dansk grund. Tidligere på året har han kunne opleves i Den Sorte Diamant i København sammen med Athelas Sinfonietta og efter den storslåede priskoncert i Odense Koncerthus, vil Pahud i de kommende dage kunne opleves af et endnu større publikum, når årets prismodtager og hans kunst fejres med en minifestival med optræden på Louisiana Museum of Modern Art, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Aarhus Musikhus.
Se programmet nedenfor.
PAHUD INDSPILLER EKSKLUSIVE FLØJTEHITS I KØBENHAVN
Emmanuel Pahud har siden han var dreng kendt og spillet Carl Nielsens musik for fløjte, så han var vild med ideen om at indspille de to små kammerstykker og fløjte-hits ”Tågen letter” og ”Børnene leger” i nutidige danske omgivelser i anledning af at han modtager LéonieSonnings Musikpris.
Lyt til dem her:
EN SAND MESTER
Emmanuel Pahud er født i 1970 i Geneve, og fra barnsben har rejser og flytninger været en stor del af Pahuds liv. Pahuds første møde med en fløjte sker, da han som fireårig hører sin nabo spille Mozart’s Fløjtekoncert nr. 1, mens familien er bosiddende i Rom. Som seksårig starter Pahud selv med at spille fløjte, og derfra tager det ellers fart. I 1990 dimitterer Pahud med førstepladsen (Premier Prix) fra konservatoriet i Paris og fortsætter efterfølgende med at studere hos den schweiziske fløjtenist Aurèle Nicolet. Siden har han udviklet sig til en af verdenselitens mest hædrede fløjtenister, og nu modtager han Léonie Sonnings Musikpris, som er landets vigtigste musikpris.
Léonie Sonnings Musikpris har været uddelt siden 1959, hvor den indflydelsesrige komponist Igor Stravinskij var den første modtager. Den skotske solo percussionist Dame Evelyn Glennie modtog prisen i 2023. Med prisen følger 1.000.000 danske kroner.
EMMANUEL PAHUD OG DANMARK
Emmanuel Pahud, der i dag er bosiddende i Berlin, har ofte besøgt Danmark. Efter debuten med DR Symfoniorkestret i 1999 i Mozarts Fløjtekoncert nr. 1 gav han frem til 2006 en række koncerter i DR både som solist med DR Symfoniorkestret, som kammermusiker og helt solo. Siden 2005 har Emmanuel Pahud optrådt jævnligt på kunstmuseet Louisiana sammen med især pianisten Éric le Sage og ensemblet Les Vents Francais, og seneste besøg på Louisiana fandt sted i 2022.
I 2021 besøgte Emmanuel Pahud også Danmark i selskab med Berliner Filharmonikerne ved en meget rost koncert i Musikhuset i Aarhus.
Det skrev den danske presse om pahuds besøg i danmark
Emmanuel Pahud og Athelas Sinfonietta Copenhagen, Den Sorte Diamant, den 10. marts 2024.
“Man kan stille spørgsmålet: Hvordan lyder Emmanuel Pahuds fløjtespil? Svaret er, at det lyder, som musikken kræver.
Hans mest berømte forgænger på posten som solofløjtenist i Berlinerfilharmonikerne, James Galway, lød altid som Galway, uanset hvad han spillede. Men selv om Pahud ligesom Galway spillede på en guldfløjte, da han søndag stod foran miniorkestret Athelas i Den Sorte Diamant, var det en kamæleon, man hørte.”
“Pahud opfinder nye sprog på fløjten, og han spiller alt fra barok til jaz”
(6 hjerter i Politiken, Thomas Michelsen)
Priskoncert med Odense Symfoniorkester, Odense Koncerthus, den 30. maj 2024.
“Carl Nielsen var fra Fyn, og det var hele aftenen værd at høre Pahud give Nielsens vilde koncert for fløjte og orkester en ordentlig en på hatten. Prismodtageren kendte tydeligvis musikken til bunds, og han spillede den legende, præcist og med fantastisk klangbehandling. Selv på de kraftigste steder.
“En vifte af musik, der viste Pahuds mesterskab og hans evne til at skifte klanglig personlighed på en tværfløjte.
“ Jeg glædede mig over Pahuds mesterskab på fløjten og den nysgerrighed og vilje til at prøve grænser”
4 hjerter i Politiken, Thomas Michelsen
“Den schweiziske fløjtenist er fuldstændig sammenvokset med sit instrument. Det er den skarpe musikalske intelligens, der gør ham i stand til hurtigt at forstå og tilegne sig de mest komplicerede værker. Og det er det tekniske mesterskab og den ekstraordinært fleksible klangsans, der fører hans kunst ud i verden.”
“Jeg har aldrig hørt solisten i Carl Nielsens Fløjtekoncert spille med så megen power og aggression og så alligevel med en mangfoldighed af tonefald og italesættelse af musikken. Han gav Nielsen en sand overhaling, han drev de livslystne tonekaskader fremad i tunede tempi, vejrtrækningsteknikken var sublim, hans forte klang kunne svæve over orkestret, og der var humor og snert i de livlige konversationer mellem ham og de fine orkestersolister. Og så var der fløjtens lange sluttone, det skyhøje E, blæst med infernalsk styrke som en magtdemonstration Je suis le maître (jeg er mesteren)
Information, Valdemar Lønsted
Dokumentarfilm: Emmanuel Pahud i Danmark (41:03)
PROGRAM FOR EMMANUEL PAHUDS BESØG I DANMARK I 2024
Torsdag d. 30. Maj kl. 19.30
Odense Koncerthus
Foyeren, på pladsen foran Koncerthuset og i Koncertsalen. Intrada og procession.
Bára Gísladóttir: Ms Ephemeris Abyss (2022-23) for syv altfløjter.
Arrangeret for stort fløjtekor Uropførelse (15’)
Vibra fløjte Ensemble og studerende fra de danske musikkonservatorier m.fl.
I koncertsalen
Bára Gísladóttir: Solo for fløjte (8’) Uropførelse.
Claude Debussy: Syrinx Solo (4)
Claude Debussy: Prélude a l’aprés-midi d’un Faune (11’)
Carl Nielsen: Helios Ouverture (1903) (7‘)
Carl Nielsen: Koncert for fløjte og orkester (1926) (19’)
Pause
Claude Debussy: Sonate for fløjte, bratsch og harpe (1915) (17’)
Sofia Gubaidulina: Music for flute, strings and percussion (1994) (33’)
Emmanuel Pahud, fløjte
Rafaell Altino, bratsch (Debussy Sonate)
Zachery Hatcher, harpe (Debussy Sonate)
Odense Symfoniorkester
Dirigent: Anu Tali
Øvrige koncerter
Søndag d. 10. marts kl. 16
Diamanten, Det Kgl. Bibliotek
Athelas Sinfonietta Copenhagen
Pierre Boulez: Memoriale fløjte, strygere, to horn (1985/1993) (7’)
Frank Martin: Ballade fløjte, strygere og klaver (1939/1941) (7’)
Elliott Carter: Fløjtekoncert (2008) (14’)
Michael Jarrell: Fløjtekoncert Un temps de silence (2007/2018) (25’)
Værker for Sinfonietta. TBA
Dirigent: Anu Tali
Fredag d. 31. maj kl. 20.00
Louisiana Museum of Modern Art
CPE Bach: Solo Sonata in A minor Wq.132 (1747) (11’)
Eric Montalbetti: Memento Emmanuaile (2020) (6′)
André Jolivet: 5 Incantations (22′)
JS Bach: Solo Partita A-minor BWV1013 (15′)
Philippe Manoury Soubresauts (2020) (7’30)
Lørdag d. 1. juni kl. 11-17.30
Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, Studiescenen
Masterclass i seks discipliner
- Barok
- Mozart Koncerter
- Orkester solo
- Fløjtekoncerter/Sonater
- Ny musik for fløjte
- Kammermusik. Mozart Kvartet eller Debussy Trio
Artist talk. Q and A.
Aspekter af livet som moderne fløjtenist
Søndag d. 2. juni kl. 19.30
Musikhuset Aarhus. Aarhus Musikforening
Tōru Takemitsu: Voice (1971)
Georg Philipp Telemann: Fantasia No. 1 in A TWV 40:2 (1733)
Matthias Pintscher: Beyond (A System of Passing) (2013)
Georg Philipp Telemann: Fantasia No. 10 in F sharp minor TWV 40:11 (1733)
Jörg Widmann: Petite suite (in memoriam Aurèle Nicolet) (2016)
Georg Philipp Telemann: Fantasia No. 5 in C TWV 40:6 (1733)
Alexandre Desplat: Airlines (2020)
Georg Philipp Telemann: Fantasia No. 6 in D minor TWV 40:7 (1733)
Michael Jarrell: Le point est la source de tout (Epitome II) (2020)
Georg Philipp Telemann: Fantasia No. 7 in D TWV 40:8 (1733)
Edgard Varèse: Density 21.5 (1936)
Video produktion
Carl Nielsen: Tågen letter og Børnene leger fra Moderen op. 41
Emmanuel Pahud, fløjte
Zachary Hatcher, harpe