Den Danske Strygekvartet

Den Danske Strygekvartet modtager Léonie Sonnings Musikpris 2025

Når prisen uddeles i 2025, bliver det noget ganske særligt. Det er nemlig første gang, at prisen ikke gives til blot én person, men til et ensemble. Modtagerne er således Den Danske Strygekvartet, som siden debuten for 23 år siden har etableret sig som et af verdens førende klassiske ensembler.

Begrundelsen

Formanden for Léonie Sonnings Musikfonds bestyrelse, Esben Tange, er begejstret for det nybrud, som årets modtagere repræsenterer, og han fortæller her om, hvorfor denne kvartet modtager årets pris:

”Den Danske Strygekvartet er foruden at være fire fremragende instrumentalister et enestående musikalsk kollektiv med international gennemslagskraft. Med en spillestil præget af stor autoritet og følsomhed hvor klassisk kammermusik, helt ny kompositionsmusik og nordisk folkemusik indgår på lige fod, har de skabt et originalt musikalsk ståsted, der er til inspiration for andre musikere og frisætter musikalsk energi hævet over genrer.”

Modtagerne i Den Danske Strygekvartet udtaler selv:

Vi er beærede og forbløffede over at modtage Léonie Sonnings Musikpris 2025. Vi siger tak, vi er ydmyge. Vi ser det som et stort skulderklap til os, men også til kammermusikken i bredeste forstand. Denne kollektive disciplin, hvor man samarbejder, man kommunikerer, hvor man søger hinanden og publikum. Danmark er en kammermusikalsk stormagt, og i Den Danske Strygekvartet er vi blot en del af et stort miljø, som består af amatører, kammermusikforeninger, musikskoler, ildsjæle, sommerkurser, unge talenter og de nuværende og tidligere generationer af fantastiske danske kammermusiksensembler.

Også hos Den Danske Strygekvartet er der stor begejstring for, at prisen denne gang går til flere personer på én gang:

Det er første gang, et kollektiv modtager Léonie Sonnings Musikpris. Tak for dette, og tak for anerkendelsen af Danmarks kammermusikalske kulturarv: En musiktradition, som i dag er mere relevant end nogen sinde. Vi glæder os til at fejre prisen i maj og juni 2025, og vi vil gøre vores bedste for, at kammermusikken også i fremtiden vil leve og ånde i Danmark og hele verden.” 

Minifestival med prismodtageren

Alle, der gerne vil opleve Den Danske Strygekvartets enestående alsidighed, får rig mulighed herfor i maj og juni 2025. Kvartetten har sammensat en koncertrække, som repræsenterer gruppens visionære tilgang, hvor de elegant bevæger sig på kryds og tværs af både koncertformater og musikgenrer.

Man kan glæde sig til at opleve fire intime Guldkoncerter, hvor den traditionelle kammerkoncert hyldes i henholdsvis Svendborg, Aarhus, Roskilde og København.

Den Danske Strygekvartet kan også opleves sammen med skuespilleren Lars Mikkelsen på Bellevue Teatret i en helt ny musikdramatisk forestilling, Jeg trykker varmt din hånd, som kvartetten har skabt med udgangspunkt i komponisten Sjostakovitj’ breve og strygekvartetter. Forestillingen vil turnere internationalt i den næste årrække, og uropførelsen vil være en del af festlighederne omkring prisuddelingen.

På Refshaleøen vil Den Danske Strygekvartet invitere til en dag, hvor den nordiske folkemusik hyldes. Man vil kunne opleve kvartettens eget bud på den nordiske folkemusik, og man vil også kunne høre andre bands fra den sprudlende danske folkemusikscene.

Den stort anlagte priskoncert foregår den 5. juni 2025 i Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums koncertsal, hvor prismodtagerne får selskab af både DR Symfoniorkestret og sangere fra DR Pigekoret.

Den Danske Strygekvartets oprindelige gennembrud var netop i denne koncertsal, da de i 2004 som teenagere vandt P2’s kammermusikkonkurrence. Koncerten vil bestå af to halvdele: Første halvdel vil udgøre en nøje kurateret rejse igennem strygekvartettens historie, mens man i anden halvdel kan opleve John Adams’ mesterværk Absolute Jest for kvartet og symfoniorkester.

Esben Tange udtaler følgende om koncertrækken:

”Det er med glæde og stolthed, at vi ser frem til fejringen af Den Danske Strygekvartet ved en lang række arrangementer rundt i landet i maj og juni 2025. Fra det intime format med publikum samlet tæt omkring den klassiske strygekvartet, over folkemusikfejring og en musikdramatisk forestilling – hvor musik og ord forenes – til en priskoncert, der bygger bro mellem den tidlige musik og i dag.”

Han er også særligt glad for det sted, den store priskoncert vil finde sted:

”Med valget af Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums koncertsal som ramme om priskoncerten, hvor også DR Symfoniorkestret og DR Pigekoret medvirker, knyttes der også en forbindelse til det studiemiljø Den Danske Strygekvartet er rundet af, og som de i dag stimulerer.”

Om Den Danske Strygekvartet

Den Danske Strygekvartet består af Rune Tonsgaard Sørensen (violin), Frederik Øland (violin), Asbjørn Nørgaard (bratsch) og Fredrik Sjölin (cello). Indtil 2008 var ensemblets cellist Carl-Oscar Østerlind.

Kvartetten er kendetegnet ved teknisk perfektion, spilleglæde og en innovativ tilgang til programlægning og musikformidling. Den har vundet førstepriser i en lang række nationale og internationale konkurrencer – herunder P2’s kammermusikkonkurrence (2004) Trondheim Kammermusikkonkurrence (2005) og London International String Quartet Competition (2009). Desuden har kvartetten modtaget Carl Nielsen Prisen (2011) og Wilhelm Hansen Fondens hæderspris (2015).

To gange har kvartetten været artist-in-residence i Danmarks Radio (2006 og 2018). Endvidere har den været artist-in-residence i Lincoln Center i New York City (2013-2016), BBC New Generation Artist (2013-2015) og Musical Americas ’Ensemble of the Year’ (2020)

Kvartetten har et stort indspilningskatalog, og deres indspilninger af Carl Nielsens strygekvartetter (Dacapo, 2007 og 2008) har vundet mange priser og var bl.a. udvalgt som ’Editors Choice’ på det toneangivende internationale magasin The Gramophone.

Efterfølgende udgav kvartetten to albums med nordisk folkemusik: Wood Works (Dacapo, 2013) og Last Leaf (ECM, 2016). Begge indspilninger blev sensationer i den internationale musikverden og har vundet adskillige priser, bl.a. ’Album of the Year 2017’ på NPR og flere P2-priser. I august 2024 udkom Keel Road (ECM), som er kvartettens tredje album med fokus på folkemusik.

Hundrede koncerter om året i bl.a. London, New York og Berlin

På det anerkendte label ECM har Den Danske Strygekvartet udgivet indspilningsprojektet PRISM (2018-2023). Fem indspilninger, som præsenterer Beethovens sene strygekvartetter i en ny kontekst. Indspilningerne har modtaget et utal af positive anmeldelser og været nomineret til en Grammy.

I 2020 introducerede Den Danske Strygekvartet projektet DOBBELTGÆNGER. Et 4-årigt koncertprojekt i samarbejde med bl.a. Carnegie Hall i New York City, hvor bestillingsværker af nulevende, anerkendte komponister – Bent Sørensen, Lotta Wennäkoski, Anna Thorvaldsdottir og Thomas Adès – blev opført side om side med fire mesterværker af Schubert.

Den Danske Strygekvartet giver cirka 100 koncerter årligt på de væsentligste internationale koncertscener, bl.a. Wigmore Hall, Carnegie Hall, Berliner Filharmonien, Elbfilharmonien i Hamborg.

Derudover arrangerer kvartetten klassiske koncerter i Danmark bl.a. deres årlige DSQ Festival på 18. år, og siden 2016 har de kurrateret koncertserien Series of Four. De er desuden ensemble-in-residence på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og har siden 2022 årligt afholdt det internationale musikkursus, DSQ Academy i Kerteminde på Fyn, hvor de målrettet bidrager til at forme fremtidens musikere.

Program for Den Danske Strygekvartet i maj-juni 2025

Guldkoncerter
18. maj: Svendborg, Borgerforeningen i samarbejde m. Svendborg Kammermusikforening. Info om billetter her
19. maj: Aarhus, Helsingør Teater i samarbejde m. Aarhus Musikforening. Billetter kan købes her
20. maj: Roskilde, Prindsen. Køb billetter her
21. maj: København, Odd Fellow Palæet i samarbejde m. Series of Four. Billetter kan købes her

Under overskriften Guldkoncerter hyldes den traditionelle kammerkoncert den 18.-21. maj 2025. Fire intime koncerter, hvor publikum kommer helt tæt på kvartetten og musikken i nogle af de smukkeste gamle kammermusiksale i Danmark: Guldsalen i Svendborg, Helsingør Teater i Aarhus, Prindsen i Roskilde og Odd Fellow Palæet i København. Koncerterne arrangeres i samarbejde med lokale musikforeninger, og koncerten i København udgør en del af kvartettens koncertserie Series of Four. I forbindelse med Guldkoncerterne planlægges masterclasses på konservatorierne i Odense, Aarhus og København.

Musikdramatisk forestilling med Lars Mikkelsen på Bellevue Teatret
Forestilling: 26. maj 2025

Breve og strygekvartetter af Sjostakovitj danner grundlag for den musikdramatiske forestilling Jeg trykker varmt din hånd. Teksten har bratschisten Asbjørn Nørgaard udviklet, og den musikalske bearbejdelse står Den Danske Strygekvartet for. Ord og sætninger fra Sjostakovitj’ breve er sammensat til en monolog, der opføres af Lars Mikkelsen i rollen som Sjostakovitj. Monologen akkompagneres af en lydcollage med stumper og afsnit fra komponistens 15 strygekvartetter, og det hele udgør et samlet dramaturgisk forløb. En rystende helhed, som tegner et intimt billede af komponisten Sjostakovitj, verden ikke har set før. Den musikdramatiske forestilling opføres i samarbejde med Bellevue Teatret den 26. maj 2025, og den vil i 2026-2027 turnere internationalt.

Køb billetter til forestillingen her

Tunes & Trads – en folkemusikfejring
31. maj i København, Pladeværkstedet, Refshaleøen
3 koncerter á en time

Den Danske Strygekvartet har gennem en lang årrække arrangeret og programsat nordisk folkemusik side om side med de store klassiske mesterværker. Kvartettens mange anmelderroste cd-indspilninger med folkemusik samt dertilhørende nodeudgivelser har spredt de nordiske melodier over hele verden. Lørdag den 31. maj 2025 fylder Den Danske Strygekvartet sammen med to gæstebands Pladeværkstedet (tidligere en del af B&W’s gamle skibsværft på Refshaleøen) med folkemusik, dans og fællesspisning.

Priskoncert sammen med DR Symfoniorkestret og DR Pigekoret
5. juni i Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums koncertsal
1. halvdel: En kurateret rejse igennem strygekvartetten og musikkens historie.
2. halvdel: John Adams’ Absolute Jest i anden halvdel

Den Danske Strygekvartet har sammensat en helt særlig priskoncert. Første halvdel af koncerten byder på en kurateret musikalsk rejse fra barokken til den nyeste musik. En bevægelse som dels vil tegne musikhistorien men også Den Danske Strygekvartets egen fortælling. Den Danske Strygekvartet er en klassisk strygekvartet med Haydn og Beethoven i fingrene, men kvartetten er også rundet af den danske kultur og åndshistorie, af Carl Nielsen, fællessang og højskoler. Kvartettens medlemmer er desuden moderne, fleksible musikere, som ubesværet kan skifte mellem forskellige musikalske genrer, og denne evne vil også spille en rolle til koncerten. I koncertens anden halvdel vil Den Danske Strygekvartet indtage rollen som solister med DRSO og opføre John Adams’ Absolute Jest for kvartet og orkester: Et moderne mesterværk for strygekvartet og symfoniorkester, som er direkte bygget på Beethovens legendariske sene strygekvartetter fra 1820’erne.

Billetsalg via DR Koncerthuset her

DEL GERNE DETTE INDLÆG

Andre modtagere