Léonie Sonning Talentprismodtager 2007
Stipendium
Carl-Oscar Østerlind modtog et stipendium på 50.000 kr.
Han ønsker at bruge stipendiet på studier hos Frans Helmerson i Piteå og Torleif Thedéen i Stockholm samt på lektioner hos Marko Ylönen i Helsinki, Thomas Demenga i Basel og Truls Mørk i Oslo.
Cellist Carl-Oscar Østerlind
Carl-Oscar Østerlind blev født i 1984 og startede sin musikalske løbebane som medlem af Københavns Drengekor på Sankt Annæ Gymnasium. Som 13-årig begyndte han at spille cello. I 2002 blev han optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos professor Morten Zeuthen. Siden 2005 har han studeret på Edsbergs Musikinstitut i Stockholm hos professor Torleif Thedéen. Han har deltaget i masterclasses med blandt andre Marko Ylönen, Reinhard Latzko og Erling Blöndal Bengtsson samt med Emerson-, Tokyo- og Clevelandkvartetten.
I 2003 vandt Carl-Oscar Østerlind talentprisen i den dansk/svenske Øresunds-Solist Konkurrence. Han har desuden vundet førstepris ved Berlingske Tidendes Klassiske Musikkonkurrence. I 2005 modtog han Jacob Gades store legat.
Han har sammen med Den Unge Danske Strygekvartet markeret sig såvel i Danmark som i internationale sammenhænge. I 2004 vandt kvartetten P2s Kammermusik Konkurrence, hvilket blev springbrættet til en succesfuld karriere. Således vandt kvartetten efterfølgende tre internationale kammermusikkonkurrencer i Danmark, Holland og Norge, modtog Jacob Gades store legat og Musikanmelderringens Kunstnerpris samt blev årets DR Kunstner i 2006.