Prisoverrækkelsen
Den svenske sopran Birgit Nilsson modtog Léonie Sonnings Musikpris på 50.000 kr. ved den officielle åbning af Den danske Ballet- og Musikfestival 15. maj 1966 på Københavns Rådhus.
To dage senere sang Birgit Nilsson på Det Kongelige Teater titelpartiet i Beethovens opera Fidelio.
Programmet
Verdi Ouverturen til Nabucco
Puccini Vissi d’arte, fra Tosca
Verdi Pace, pace mio dio, fra Skæbnens Magt
Carl Nielsen Ouverture til Maskerade
Medvirkende
Birgit Nilsson, sopran
Det Kongelige Kapel
Johan Hye-Knudsen, dirigent
Begrundelsen
Musikprisen blev overrakt på Københavns Rådhus 15. maj 1966 af direktør for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Knudåge Riisager. I sin tale sagde han bl.a., at det var en glæde, at prismodtageren var en skandinavisk kunstner, og han fremhævede, at Birgit Nilsson med sin skønne røst havde føjet yderligere et led til den perlerad af sangens dronninger fra sangkunstens historie. Derefter citerede han Johanne Louise Heibergs ord om Jenny Lind og overførte dem på Birgit Nilsson: ”Sjælen skinnede i den grad gennem åsyn og bevægelser… man satte sig kun til ro for at nyde, i fulde drag, den henrivende klang og det sjælfulde spil.”
Der blev også holdt taler af Københavns borgerrepræsentations formand, Henry Stjernqvist, Det Kongelige Teaters operachef John Winther og af Den danske Ballet- og Musikfestivals bestyrelsesformand, professor W.E. von Eyben.
Den skriftlige begrundelse for prisuddelingen er desværre ikke bevaret.
I sin takketale sagde Birgit Nilsson bl.a.:
”Det er svært for en, som er vant til at udtrykke sine følelser i toner at finde ord til tak for den æresbevisning, som denne pris er for mig. Særlig lykkelig er jeg for en sådan anerkendelse fra ”hjemmeplanet”. Vi kender alle ordsproget om profeten og hans fædreland. Med ”hjemmeplanet” mener jeg København, for her føler jeg mig hjemme. København var jo den første storstad i mit liv. Her drog vi ned, når far og mor ”slog på stort” – årlige besøg i Tivoli, årlige julebesøg, hvorunder jeg opdagede hemmeligheden om julemanden. Det var i København jeg giftede mig sidenhen.
En særlig glæde ved fru Sonnings Musikpris er også det at blive placeret i plan med kunstnere som Stravinskij og Bernstein.”
Birgit Nilsson og Danmark
I forbindelse med prisuddelingen sang Birgit Nilsson 17. maj 1966 titelpartiet i Beethovens opera Fidelio på Det Kongelige Teater, dirigeret af John Frandsen. I forestillingen medvirkede også bl.a. Willy Hartmann i rollen som Florestan og Frans Andersson som Pizarro.
Birgit Nilsson donerede sit honorar fra opførelsen til stipendier til unge danske sangere.
Birgit Nilsson boede i Skåne, kun en kort rejse fra Danmark, og på trods af sin travle verdenskarriere havde hun derfor nemt ved at komme til Danmark. Hun var gennem mange år en hyppig gæst i det københavnske musikliv, især ved koncertoptrædener i Tivolis Koncertsal. Hendes første koncert i Tivoli var i 1948, hvor hun sang arier af Mozart, Weber, Wagner og Verdi – det var blot to år efter hendes debut i Stockholm. ”Svensk sangkunst fra dens allerbedste side”, skrev musikanmelderen Walter Zacharias i Land og Folk i sin begejstrede anmeldelse af den unge, ukendte sangerinde, mens Social-Demokratens anmelder Frede Schandorf Petersen kaldte hende ”en Sopran af stort Format med overlegen teknisk Dygtighed.”
Med årene blev det nærmest en tradition, at Birgit Nilsson sang en koncert i Tivolis Koncertsal hver sommer. I 1979 fremstillede Tivoli en sølvmedalje med Birgit Nilssons portræt, og helt frem til 1980’erne kunne det danske publikum høre hende som solist i Tivolis Koncertsal.
I 1973 modtog Birgit Nilsson det danske kongehus’ sjældne fortjenstmedalje til kunstnere og videnskabsmænd, Ingenio et arti.
Pressen skrev om opførelsen af Fidelio bl.a.:
”Fidelio” er Beethovens højsang om den ægteskabelige kærligheds uendelige magt, og det var netop det, som Birgit Nilsson i et gribende men samtidigt kunstnerisk uhyre disciplineret spil formåede at give udtryk for. Rent sangligt frydede man sig over, hvor kammermusikalsk nobelt hun føjede sig ind i de mange ensemble-scener uden nogensinde utidigt at fordunkle de andre med sin soprans stemmepragt. […] Storartet så hun ud og hun førte sig aldeles brillant på scenen, netop som ”kvinden der forsøger at give sig ud for at være en mand”, men hvis ægte kvindelighed alligevel slår igennem på alle de psykologisk ”rigtige” steder. Fuldt berettiget var derfor det væld af blomster, hun fik, de mange fremkaldelser, publikum der klappede og trampede i takt.
(Hans Vogt, Aktuelt 18. maj 1966)
”Hvor er hun enkel og ægte, den store Birgit Nilsson. Fidelios dragt klædte hendes stærke, tunge skikkelse, og hendes fremtoning og kostelige, bredt bårne sang fremkaldte billedet af den fuldkommen målrettede kvinde, som af hele sit sind vil dette ene. Hendes udtryk for den overbeviste heroiske kvindeskikkelse var uafrysteligt sikkert og helt. […] Aftenen vil blive husket. Birgit Nilssons sang og skikkelse, hendes suveræne og selvfølgelige måde at træde ind i det danske ensemble, selve den spænding, hun tilføjede huset.
(Robert Naur, Politiken 18. maj 1966)
