Athanasia Kotronia

Léonie Sonning Talentprismodtager 2024

KOMPONIST

Athanasia er en rigtig igangsætter. Det var for eksempel hende, der tilmeldte sin egen mor til musikskolen, da hun skulle ned og skrive sig selv ind på klarinetholdet. De havde været sammen til en musikskolekoncert, og Athanasias mor var så begejstret for netop dette instrument, at Athanasia troede, hun selv ville begynde at gå til spil. Det var nu morens tanke, at det var hendes datter, der ville have godt af at spille et instrument. Athanasia overtog derfor ret hurtigt instrumentet, for hendes mor var ikke ligefrem et naturtalent. Og nu havde hun jo købt en klarinet.

Athanasia kom til Sverige fra Grækenland, da hun var fem år. Begge hendes forældre var da professionelle skakspillere, men det var som tandlæge, at hendes mor søgte lykken højt mod nord. Det blev til en del flytninger rundt i landet, hvor det faste holdepunkt længe var klarinetten. I Umeå i Nordsverige tog det fart med musikken, og Athanasia spillede mange genrer på sit instrument. Både pop, folkemusik, jazz og i blæser- og symfoniorkestre.

Som 15-årig blev Athanasia optaget på et specialiseret musikgymnasium i Falun, hvor hun både blev mere og mere involveret i organisatorisk arbejde omkring musikproduktion, og tilmed begyndte at komponere selv. At komponere betød i højere grad en sammensmeltning af alle de kreative grene, Athanasia på det tidspunkt havde bevæget sig ud af: musik, maleri, lyrik, komposition og organisatorisk arbejde.

Forelsket i København
Musikgymnasiet i Falun var for Athanasia et springbræt til at søge ind på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, som hun havde hørt så meget godt om. Omkring optagelsesprøven blev hun da også fuldstændig forelsket i både byen og skolen og blev meget nervøs for, om de overhovedet ville have hende. “Det var på en eller anden måde som skabt til mig,” som hun udtrykker det.

Da Athanasia heldigvis blev optaget og startede, kunne hun se, at det lignede så meget den verden, hun kendte så godt fra hendes baggrund, at hendes fornemmelse gav fuldstændig mening. Måden at arbejde på med andre studerende i projekter, lå fint i forlængelse af, hvordan hendes skolegang i Falun havde været. Og blandet med Athanasias fortid med folkemusik, pop og klassisk og alt det andet i skøn forening, gik det hele op i en højere enhed, i forhold til de forestillinger Athanasia havde om at være komponist.

Siden har Athanasia sat gang i rigtig mange ting. Hun har været aktiv i den svenske forening Kunstmusiksystrar, som arbejder med at fremme musik af kvinder, transkønnede og nonbinære kunstnere. Hun er forperson for Ung Nordisk Musik Danmark, hvor hun skal stå for organisationens store festival i 2026. Hun har startet et musikkollektiv, skrevet musikdramatik, er bestilt til at levere et orkesterværk til DR Symfoniorkestret i 2025 og sat musik til en tekst af den oldgræske digter Sappho, der var den første der skrev om lesbisk kærlighed for ca. 2.400 år siden. Og så skrev hun et orkesterværk, der blev uropført til Årsfestkoncerten på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2023, under overværelse af selveste Dronning Margrethe.

Hver gang Athanasia kaster sig ud i noget nyt, starter hun på en måde forfra. Med et blankt stykke papir og passion. Hendes filosofi er, at for at være innovativ, er man nødt til at forny sig hver gang og lære sig noget nyt. Ellers bliver det til masseproduktion. Og som hun siger: “visse ting kan man masseproducere, men jeg tror virkelig ikke, at man kan masseproducere passion.”

Kort om Athanasia Kotronia
Født i 2000 i Grækenland.
Flyttede til Sverige som 5-årig. Begyndte at spille klarinet som 6-7-årig og komponere som 14-årig.
Har studeret komposition ved musikgymnasiet Musikkonservatoriet Falun og siden bachelor og master på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København ved Niels Rosing-Schow, Jeppe Just Christensen, Hans Peter Stubbe Teglbjærg og Bent Sørensen.
Har arbejdet organisatorisk inden for flere foreninger som Konstmusiksystrar (Sverige) og som forperson for Ung Nordisk Musik Danmark, hvor hun skal producere festivalen i 2026.
Blandt meget andet uropførelse af orkesterværker ved Årsfestkoncerten på DKDM 2023, ved Pulsar festival 2025 for DR Symfoniorkestret og musikdramatisk værk ved Pulsar festival 2024.
Har skrevet værker til ensembler som DR VokalEnsemblet, Esbjerg Ensemblet, Norbotten Neo, YARN/WIRE samt en blæserkvintet til den Internationale Carl Nielsen Kammermusik Konkurrence 2023, mens hun får værker opført af førende blæserkvintetter. 
Hennes musik er blevet opført på festivaler såsom KLANG (Danmark), Time of Music (Finland), Festival des Combins (Schweiz), Ung Nordisk Musik (Norge) og PULSAR (Danmark).

Stipendiet fra Léonie Sonnings Musikfond
Pengene, der følger med Léonie Sonnings Talentpris, skal bruges til udstyr for at fortsætte med at komponere, arbejde med elektroakustiske værker, produktion og dokumentation af værker. En del af beløbet skal anvendes til kommende projekter, og en del skal bruges til lektioner af nogle af verdens førende komponister.

DEL GERNE DETTE INDLÆG

Andre modtagere