Léonie Sonning Talentprismodtager 2023
SKABT AF LYST
Hvis man skal nævne et centralt nøgleord om Absalon String Quartet og de fire medlemmer, kan et godt bud være “lyst”. For når man taler med de to violinister Thera og Andreas, er det lystbetonede et gennemgående tema.
Absalon String Quartet blev dannet i anden halvdel af 2020, midt i coronatiden, fordi de to violinister have lyst til at spille kammermusik og gerne ville have en kvartet at gøre det i. Ikke fordi en lærer på konservatoriet opfordrede dem til det, men af ren og skær lyst.
Med cellisten Olga og senere bratschisten Alva, der ligesom de andre studerede på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, var kvartetten formet. Navnet valgte de, fordi de er et københavnerbaseret ensemble, og det passede godt med navnet på byens grundlægger.
Selve konstellationen bag en strygekvartet, var ikke noget de fire medlemmer rigtig kendte til, så det var ny og spændende jord, de nu skulle betræde. Et centralt fællestræk for de fire medlemmer, er at ingen af dem er vokset op med forældre, der er klassiske musikere. Der har til gengæld været masser af alle genrer af musik på anlægget i de fire barndomshjem, fra Beatles og Bowie til Ellington og Brahms og Tchaikovsky, fortæller de. De har også hver især, dengang de begyndte deres musikalske løbebane, på egen hånd fundet ud af at de havde lyst til at spille på deres instrumenter.
Absalon String Quartet har flere gange spillet til koncerter arrangeret af Copenhagen Concert Community i Københavns Sydhavn, hvor musik mødes på tværs af genrer, og har på den måde udlevet deres mission om, at bringe klassisk musik ud til et nyt publikum.
Andreas har en klar idé om hvad det betyder, at være vokset op uden for den klassiske musikerverden: “Vi har i mindre grad haft en fast idé om, hvordan livet i en strygekvartet ser ud, og på den måde har det måske været sjovere at udforske det sammen og være nysgerrig på, hvad man kan gøre.”
“Strygekvartetrepertoiret er jo bare helt fantastisk, og man har lyst til at spille det hele. Men der er jo heldigvis uendeligt meget, så det er bare at gå i gang”, tilføjer Thera om den nye verden, der åbenbarede sig for dem.
Rued Langgaard og P2
Det er altid godt at have noget at sigte på, så kvartettens første mål var at deltage i den nyetablerede Rued Langgaard Konkurrence i 2021.
Ingen i Absalon String Quartet kendte meget til Rued Langgaards værker i forvejen, men gik på opdagelse i dem i forbindelse med konkurrencen. De endte med at falde pladask for Langgaards 2. Strygekvartet, som de tog til sig, og den er stadig et hit til koncerter. Langgaard falder også i god jord, når kvartetten spiller koncerter for folk, der ikke er vant til at høre klassisk musik. “De elsker Langgaard!” konstaterer Andreas og Absalon String Quartet endte da også med at vinde Rued Langgaard Konkurrencen, hvor præmien blandt andet indebar en koncert på årets Rued Langgaard Festival i Ribe.
Samtidig satte de sig det næste mål: P2 Kammermusikkonkurrence 2023. Og halvandet år senere stod de i DR Koncerthusets Studie 2 og spillede sig igennem konkurrencens tre runder til finalen, som de vandt med en overbevisende fortolkning af Schuberts Døden og Pigen. “Vi elsker det værk så meget! Det er et værk, der indeholder ekstreme følelser og som har udviklet os helt enormt meget både teknisk og musikalsk”.
Verden er således åben for den unge kvartet, for hvem solidt venskab og socialt samvær også er en grundsten, og det er vigtigt for dem at kunne drikke en øl og dele andre oplevelser sammen, end dem i øvelokalet og ved koncerter.
“Når man alligevel bruger så meget tid sammen hver dag, så er det bare meget sjovere, når man også er rigtig gode venner,” slutter Thera, inden hun og Andreas haster videre, på vej til timer på konservatoriet.
Kort om Absalon String Quartet
Dannet i 2020 i København.
Violin: Thera Brask Ortved. Født 2000. Fra København SV, Danmark.
Violin: Andreas Lienhøft Larsen. Født 1999. Fra Køge, Danmark.
Bratsch: Alva Rasmussen. Født 1998. Fra Nyköping, Sverige.
Cello: Olga Chwaszczewska. Født 1996. Fra Białystok, Polen.
Vinder af P2 Kammermusikkonkurrence 2023.
Vinder af Rued Langgaard Konkurrencen 2021.
Koncerter ved bl.a. Bornholms Musik Festival, Oslo Chamber Music Festival, Kammarmusik i Vintertid, Series of Four (Konservatoriets Koncertsal), Østerbro Koncertforening og Tivolis Koncertsal.
Deltagelse i masterclasses med David Harrington (Kronos Quartet) Eckhardt Runge (Artemis Quartet), Erberhard Feltz og Den Danske Strygekvartet.
Stipendiet fra Léonie Sonnings Musikfond
Pengene der følger med Léonie Sonnings Talentpris, vil Absalon String Quartet bruge på masterclasses og konkurrencer i udlandet, samt coaching i sceneoptræden.