Léonie Sonning Talentprismodtager 2012
Fagottisten Magnus Koch Jensen
er født i 1991. Han begyndte at spille fagot som 10 årig hos Dorte Bennike, derefter kom han i Tivoli-Garden, hvor han havde Kirsten Thomsen som lærer. I 2006 vandt Magnus Koch Jensen guldmedalje i Berlingske Tidendes musikkonkurrence. Samme år modtog han komponisten Hans Peter Nielsens legat og Jacob Gade Talentprisen. Året efter fik han Rødovre Musikpris på kr. 30.000. Fire gange har han deltaget i den prestigefulde konkurrence Øresundssolist, hvor han to gange har indtaget anden-pladsen og to gange har vundet konkurrencen.
Siden år 2006 har Magnus fået undervisning af Audun Halvorsen, og efter to år på Københavns Musikskoles MGK kom han på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, senere efterfulgt af sin lillebror, trompetisten Victor Koch Jensen. Magnus Koch Jensen har flere gange spillet i DR Symfoniorkesteret, hvor hans far Jørgen Misser Jensen er klarinettist. Desuden har han spillet i Sjællands Symfoniorkester, og han er solofagottist i EU Youth Orchestra.
Stipendium
Stipendiet på 60.000 kr. blev brugt til fagot-studier i Mannheim hos professor Ole Kristian Dahl samt hos solofagottisten i London Symphony Orchestra, Joost Bosdijk.