Léonie Sonning Talentprismodtager 2013
Niklas Walentin Jensen (f. 1994) har spillet violin fra han var seks år gammel. Han studerer hos violinist og komponist Søren Elbæk samt på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Eszter Haffner.
Niklas Walentin Jensen blev nummer to i Den Internationale Carl Nielsen Violinkonkurrence 2012, hvor han også modtog prisen for bedste fortolkning af Carl Nielsens værker samt for bedste fortolkning af Ib Nørholms Ménage à trois. Ved finalekoncerterne var han solist med Odense Symfoniorkester i Carl Nielsens hhv. Tjaikovskijs violinkoncert. Han har modtaget utallige priser, senest DR’s P2 Talentprisen 2013 for ‘med ungdommelig gejst og selvfølgelighed at fortolke både den populære og den mindre kendte musik for soloviolin’.
Som solist har Niklas Walentin Jensen optrådt med orkestre i ind- og udland. Han har vundet guldmedalje og Talentprisen i Berlingske Tidendes Klassiske Musikkonkurrence, 1. pris i Øresundssolisten og i Jakob Gade Violinkonkurrencen, 2. pris og solist med DR UnderholdningsOrkestret i DR2’s Spil for Livet samt 4. pris og solist med Aarhus Symfoniorkester i Den Danske Strygerkonkurrence.
Stipendium fra Léonie Sonnings Musikfond
Niklas Walentin Jensen modtog et stipendium på 60.000 kr.
Stipendiet skal anvendes til to rejser til England i foråret 2013: deltagelse i International Musicians Seminar Prussia Cove, Windsor Festival og Carl Flesch International Violin Competition.