Léonie Sonning Talentprismodtager 2018
Ville hellere spille fodbold, men så hørte jeg Prokofjev
Som skoleelev var Bára noget mere interesseret i at spille fodbold end at spille på sit instrument, som dengang var violinen. Hun voksede op i Norge med islandske forældre fra hun var 5 år og indtil hun blev 13 år, så flyttede de tilbage til Island. Hendes mor er kordirigent og faren er kardiolog. På et skoleophold i New Zealand i 2007 mødte Bára kontrabassen. Skoleorkestret manglede en kontrabassist og så sprang Bára til.
Det er en meget speciel følelse, når man finder det rigtige instrument. Det var kærlighed,siger Bára.
Men trods kærligheden til instrumentet, var Bára en meget ambitiøs fodboldspiller, der spillede i topligaen til hun blev 20 år, og en knapt så ambitiøs musiker. Indtil der skete noget musikalsk for Bára, som fik det hele til at tippe. Hun var 17 år og spillede i ungdomssymfoniorkester i Reykjavik, hvor hun var mødt op til prøven uden at have øvet sig.
Der var Prokofjev, Romeo og Julie, på programmet. Men så skete der noget: Det startede med et ordentligt brøl fra bas og percussion, som vakte Bára. Strygerne spillede en svag H-mol, som ikke kunne høres for larmen fra de andre instrumenter. Men med ét stod H-mollen helt musikalsk klart og så vidste Bára, at hun skulle lave noget med musik.
Hun fortsatte med at spille kontrabas og begyndte senere at komponere. I Island tog hun privattimer i kontrabas og spillede i orkester. Da hun blev optaget på DKDM i København var det på komponistlinjen, hvor hun nu går i solistklassen.
Jeg er glad for min baggrund i musikmiljøet i Island. Det kan være lidt vildere end musikmiljøer, jeg har oplevet andre steder. Og er kendetegnet ved, at man eksperimenterer meget og kan være ret fri for frygt for at lave fejl, siger Bára.
Når man er vokset op i et miljø, der er eksperimenterende, så er det oplagt, at man selv bliver eksperimenterende, forklarer Bára, som i dag bor i København på grund af sine studier og fordi det er en praktisk base, når hun rejser verden rundt med sine projekter.
Bára kan skrive musik hvor som helst også selvom der er larm omkring hende. Og inspirationen kommer fra at have tid og rum til at tænke sig om:
Folk vil gerne fastholde et romantisk billede af processen med at komponere og ser komponisten som et medie. Sådan er det ikke for mig. Det vigtigste er at udforske hver eneste mulighed og detalje i det, jeg arbejder med. Ofte er det en meget visuel proces, hvor jeg har gennemtænkt hele stykket, inden jeg skriver det ned. Jeg arbejder meget med forberedelsen og først bagefter sætter jeg det i en lineær form. I første omgang skriver jeg i hånden og dernæst bliver musikken skrevet rent i et nodeprogram. Indtil da ser jeg musikken som en helhed. Jeg har ikke en lineær relation til musikken. Men når det bliver skrevet ned, er det selvfølgelig nødt til at være lineært. Det er lidt skræmmende, at musikken så er nødt til at være lineær, man er fanget i en form, siger Bára.
Karrieren er ligeligt fordelt mellem komposition og projekter med kontrabas, både som solist med egne værker og i forskellige ensembler.
Kort om Bára Gísladóttir, kontrabassist og komponist
Bára Gísladóttir er en islandsk komponist og kontrabassist baseret i København, hvor hun studerer komposition i DKDMs solistklasse. Mens hun boede på Island, studerede hun kontrabas og var 1. Bas i Islands Ungdomssymfoniorkester.
Bára er en aktiv performer og spiller regelmæssigt sin egen musik. Derudover er hun kontrabassist i Elja Ensemble, Skark Ensemble og Balkan-bandet Orphic Oxtra.
Bára er medlem af det svensk-islandske komponistkollektiv Errata. Kollektivets mål er at skabe en platform for unge komponister til at præsentere sig selv og deres kunst, samt at fremme nye og innovative kompositionsteknikker og distributionsformer.
