Mathias Monrad Møller

Léonie Sonning Talentprismodtager 2018

Frem for alt skal min musik klinge
Der er meget dualitet i det liv Mathias Monrad Møller lever. Han er tosproget og vokset op i både Danmark og Tyskland. Han håndterer to vidt forskellige musikalske verdener, når han på den ene side fungerer som lyrisk tenor og studerer på operaakademiet og på den anden side fungerer som moderne komponist. Som sanger er han disciplineret – som komponist tager han sig friheder.

Som sanger er jeg klassisk, lyrisk tenor og foretrækker Bach og lieder. Det er historisk musik, som siger noget om en anden tid, som jeg gerne vil gøre relevant for et nutidigt publikum. Som komponist er jeg mere moderne. Komponistsiden er mere problematisk. Jeg vil gerne reflektere over de forhold, vi lever under og være til stede i den tid, jeg lever i, siger Mathias.

Han sang i drengekor i Leipzig, da han gik på kostskole der og begyndte sideløbende at komponere som 14-årig. Det var en hobby på et rimeligt højt niveau, som han siger.

Planen var, at jeg skulle finde et kor at synge i, og så egentlig være komponist. Men så gik det lidt for godt med at synge. Jeg fik nogle gode lærere og udviklede mig godt. Så ville jeg gerne være solist. Derfor går jeg på operaakademiet nu, siger Mathias og reflekterer over, hvad der er knudepunktet, der binder de to meget forskellige verdener sammen.

Det er nok noget med tekst. Som sanger henter jeg inspiration i tekster. Jeg lever mig ind i teksten og får billeder.

Inspirationen som komponist henter han i noget, han ikke kan lide eller som provokerer ham. Det kan også være en tekst eller en tale.

Jeg har lavet et stykke om Trump mod min vilje. Det er bygget over en tale af hans datter, Tiffany Trump, som jeg blev meget provokeret af. Når jeg komponerer, vil jeg gerne provokeres. Der må godt være noget bag, som ikke har noget med musik at gøre, siger Mathias.

Mathias vil som komponist gerne blotlægge magtstrukturer i sociale sammenhænge eller bag skabelsen af musik.

Der er noget med frihed og disciplin, frihed og autoritet, som interesserer mig. Jeg udfordrer musikerne til at være meget frie eller meget disciplinerede. Jeg bygger et system, hvor de bliver nødt til at forholde sig på en bestemt måde. Men frem for alt skal min musik klinge – ikke nødvendigvis godt, men den skal klinge, siger Mathias.

Kort om Mathias Monrad Møller, sanger og komponist

Født i Odense 1988, opvokset som tosproget dansk/tysk i Sydslesvig.

Mathias deler sin karriere mellem sit virke som komponist og sit virke som sanger. Han sang i drengekoret Thomanerchor i Leipzig og begyndte samtidig at komponere. Fra 2008-2012 læste han komposition ved Hochschule für Musik und Darstellende Kunst i Frankfurt am Main og afsluttede med diplom, som svarer til en kandidat. Derefter studerede han sang ved Hochschule für Musik „Hanns Eisler“ i Berlin¨. I dag arbejder han som komponist og studerer samtidig ved Operaakademiet ved Det Kongelige Teater/DKDM i København.

Kompositionerne spænder fra konceptuelle, sproglige miniaturer til rent musikalske værker; i et format han kalder for „essay“, søger han at forbinde disse poler – det sproglig-konkrete og det musikalsk abstrakte.

Som sanger har Mathias fokus på det lyriske tenorfag.

http://www.mathiasmonradmoeller.wordpress.com

Sådan bruger Mathias sit stipendium fra Léonie Sonnings Musikfond

Da jeg er både sanger og komponist, skal legatet bruges på begge “fronter”: til coaching ved Helmut Deutsch i Wien. Som komponist vil jeg gerne deltage i Darmstädter Ferienkurse 2018, og få lov til at tage undervisning ved Peter Ablinger i Berlin.

DEL GERNE DETTE INDLÆG

Andre modtagere