Michala Petri

Léonie Sonning Prismodtager 2000

Den danske blokfløjtenist Michala Petri modtog Léonie Sonnings Musikpris på 400.000 kr. ved en koncert lørdag 17. juni 2000 i Tivolis Koncertsal.

Koncerten blev udsendt direkte i P2. Som optakt til prisuddelingen viste DR en tv-portrætudsendelse af Michala Petri 3. juni 2000.

Musikprisen blev overrakt af Tivolis musikchef, Lars Grunth, medlem af bestyrelsen for Léonie Sonnings Musikfond, som i sin personlige tale bl.a. sagde:

”Michala er Danmarks førende solist på verdensplan og udvikler sig konstant musikalsk. Hun vil have alting på plads, men vil også hele tiden ud i noget nyt. Hun er en søgende musiker og en fremragende solist, der hele tiden er på vej.”

Den officielle begrundelse for prisen lød:

”Léonie Sonnings Musikpris 2000 tildeles Michala Petri med 400.000 kr. for hendes fornemme musikersind og overlegne tekniske format. Hun har bevaret og udviklet sit instruments traditionelle repertoire og er desuden en fremragende fortolker af vor tids kompositionsmusik. På stadig jagt efter nye udfordringer har Michala Petri inspireret til utallige uropførelser og konstant udviklet sit musikerskab i nye musikalske kombinationer. Hun har med sit enestående spil sikret blokfløjten plads som nutidigt soloinstrument og har samtidig formået at nå et bredt publikum. Michala Petri er en solist og kammermusiker i verdensklasse i stadig musikalsk udvikling.”

I sin takketale sagde Michala Petri bl.a.:

”Jeg vil gerne sige tak for Leonie Sonnings Musikpris, som det er en meget stor glæde for mig at modtage. Jeg ved, at jeg er den tredje dansker, som får prisen, men selv om jeg aldrig har tænkt på mig selv som dansker i musikalsk sammenhæng er det nu alligevel en meget speciel oplevelse for mig at få prisen her i Danmark, for det er nu her, jeg kan føle mig mest hjemme, og hvor jeg kan sætte mig selv mest ind i en personlig sammenhæng.

Da jeg fik at vide, at jeg skulle have prisen, fik jeg udtrykkeligt at vide, at jeg fik den for, hvad jeg havde lavet. Men jeg står på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg føler, at jeg kan komme til at udtrykke det, jeg altid gerne har villet, så jeg vil gerne vende det om og sige: Jeg er glad for prisen, og jeg synes det er en rigtig god begyndelse.”

Programmet

Piers Hellawell Drum of the Nådj, koncert for blokfløjte, slagtøj og orkester
Per Nørgård Tusmørke-dialog, for blokfløjte solo (uropførelse)
Steven Stucky Etudes, for blokfløjte og strygere (uropførelse)
Telemann Suite, a-mol TWV 55:a2, for altblokfløjte og strygere
Händel Sonate, B-dur HWV 288
Telemann Bratschkoncert, G-dur TWV 51:G9 (solist: Wolfram Christ)
Vivaldi Koncert, G-dur RV 312
Händel Arrival of the Queen of Sheba (ekstranummer)
Vivaldi Koncert, C-dur RV 443, 2. sats (ekstranummer)

Medvirkende
Michala Petri, blokfløjte
Tivolis Symfoniorkester (i værkerne af Hellawell og Stucky)
Giordano Bellincampi, dirigent
Rainer Kussmaul, violin
Wolfram Christ, bratsch
Berliner Barocksolisten (i værkerne af Telemann, Händel og Vivaldi)

Pressen skrev om priskoncerten bl.a.:

Michala Petri fik Leonie Sonnings Musikpris lørdag aften i Tivolis Koncertsal. Kunstneren takkede og spillede helt ny og tidlig musik. Det er hverken muligt eller ønskeligt at problematisere valget af Petri til den prestigefyldte pris: Hun er en musikerpersonlighed, som der ikke fødes mange af i et århundrede. ’Godt nok’ findes ikke i hendes verden. Derimod er ’konstant at være på vej’ mere rammende for kunstnerens ambition.
Michala Petri er Danmarks store internationale solist med stjernestatus i hele den klassiske verden, og hun har samtidig bevaret sine fulde fem og sin snusfornuft. Det er godt gået. Hendes hele fremtoning og lyttende væsen burde give stof til eftertanke hos jeg-fikserede, selvovervurderende kulturkontorister med storhedsvanvid, der maser sig igennem verden. Michala Petri går forrest med det gode eksempel.

(Anders Beyer, Information 19. juni 2000)

Ingen tvivl om at Michala Petri har opnået større varme og en mere dynamisk strømmende frasering. Spilleglæden rakte komfortabelt udover rampen i barokafdelingen, der afsluttede den lange og afvekslende priskoncert, og man oplevede en indtagende frigjorthed i forhold til det overvejende diverterende stof: en orkestersuite med altblokfløjte af Telemann og en soraninokoncert af Vivaldi. […] Netop hvirvlende virtuositet i hurtigt tempo synes frem for noget at frigøre musikeren i Michala Petri med uforlignelig elegance, højt humør og ægte drive.


(Jan Jacoby, Politiken 19. juni 2000)

”Per Nørgårds lille, indadvendte solo for altblokfløjten, “Tusmørke-dialog”, synes selvskreven til at være på Michala Petris omfattende solo-repertoire. Der lurer en Spader Dame i musikken, og hun synes fjernt fra Michala Petris private udtryk. Men netop derfor: alle har flere sider, og en Sonning-musikpristager har særdeles mange. Det er derfor, prisen er så velplacereret.


(Knud Cornelius, Frederiksborg Amts Avis 19. juni 2000)

DEL GERNE DETTE INDLÆG

Andre modtagere