Den russiske cellist Mstislav Rostropovitj modtog Léonie Sonnings Musikpris på 100.000 kr. ved en koncert
9. juni 1981 i Fyns Forsamlingshus i Odense. Koncerten blev overværet af Dronning Ingrid.
Prisoverrækkelsen
Musikprisen blev overrakt af professor Poul Birkelund, formand for Léonie Sonnings Musikfond. I pristalen sagde han bl.a.:
”Efter at have overværet en mesters fortolkning af et af vor tids store værker, Dmitrij Sjostakovitjs Cellokoncert, opfyldes vi af taknemmelighed og glæde. Såvel kompositionen som interpretationen hviler på en gennem generationer højt udviklet og grundfæstet musikkultur, som uanset alle omskiftelser altid vil leve og livgive mennesket tilværelse. Det var Léonie Sonnings Musikfond en særlig glæde, at De, maestro Rostropovitj, valgte at fremføre et værk af Deres fødelands store komponist. Kampen for musikkens plads i alle nationers menneskehjerter fører de videre som øjeblikkets store og i ordets alleregentligste betydning internationale kunstner.
Deres kunstneriske holdning og internationale mission som musikkens fornemste gesandt har affødt vores dybeste taknemmelighed og beundring.”
Begrundelsen
Den officielle begrundelse for prisuddelingen lød:
”Léonie Sonnings Musikpris tildeles herved Mstislav Rostropovitj med 100.000 danske kroner i beundring for et alsidigt musikerskab og for personlig og teknisk suveræn fortolkning af den internationale cellolitteraturs ældre og nyere værker.”
I takketalen sagde Mstislav Rostropovitj bl.a.:
”Mine kære venner. Jeg er målløs over den store ære, især fordi jeg gennem så mange år har holdt så meget af jeres land. Jeg er så stolt over, at jeres land har tildelt mig denne store ære. Jeg elsker jer, tak af hele mit hjerte.”
Programmet
Glinka Ouverture til Ruslan og Ludmilla
Sjostakovitj Cellokoncert nr. 1
Carl Nielsen Symfoni nr. 1
Tjajkovskij Rokoko-variationer
Medvirkende
Mstislav Rostropovitj, cello
Odense Byorkester
Karol Stryja, dirigent
Rostropovitj og Danmark
Allerede i 1952 spillede Mstistlav Rostropovitj første gang i Danmark – det var som officiel koncertgæst fra Sovjetunionen. I 1974 hoppede han af til Vesten og optrådte herefter adskillige gange i Danmark, ikke mindst på grund af sit venskab med den danske kongefamilie.
I dagene op til priskoncerten holdt Mstislav Rostropovitj et mesterkursus for danske cellostuderende på Egeskov Slot 4-7. juni, og også her var Dronning Ingrid blandt tilhørerne. Hendes interesse og indsigt gjorde så stort indtryk på Rostropovitj, at han tilbød kongefamilien at give en koncert til fordel for Kong Frederik og Dronning Ingrids Fond. Koncerten fandt sted i Tivolis Koncertsal 20. april 1982, og Rostropovitj boede som privat gæst på Amalienborg. På programmet var Dvoraks Cellokoncert, som Rostroovitj spillede sammen med Det Kongelige Kapel, og i ekstranummeret, Faurés Après un rêve, blev han akkompagneret af Prins Henrik på flygel.
Mstislav Rostropovitj beholdt den nære forbindelse til det danske kongehus resten af livet. I 1984 spillede han en kammerkoncert for kongefamilien i Fredensborg Slotskirke sammen med pianisten Friedrich Gürtler. Samme år afholdt endnu et mesterkursus på Egeskov Slot, og han blev udnævnt til Kommandør af Dannebrog. I 1985 spillede han igen i Tivolis Koncertsal til fordel for Kong Frederik og Dronning Ingrids Fond, denne gang både som solist og dirigent for Tivolis Symfoniorkester, og i 1990 gav han endnu en velgørenhedskoncert i København som solist og dirigent for DR Symfoniorkestret, denne gang i anledning af Dronning Ingrids 80-års fødselsdag.
Blandt Rostropovitjs andre koncerter i Danmark var en kammerkoncert i Tivolis Koncertsal 1988 med violinisten Anne-Sophie Mutter og bratschisten Bruno Giuranna, og i 1991 dirigerede han Verdis Requiem med Det Kongelige Kapel og Operakoret.Sidste gang han optrådte i Danmark var i oktober 2000, hvor den 90-årige Dronning Ingrid var blandt publikum – hun døde den følgende måned. Mstislav Rostropovitj skulle i 2005 have dirigeret en velgørenhedskoncert i Tivolis Koncertsal til minde om Dronning Ingrid, men meldte afbud pga. sygdom.
Pressen skrev om priskoncerten:
Det var Rostropovichs aften, og han demonstrerede endnu en gang, at han er en gudbenådet musiker, der spiller med en vidunderlig intensitet og en udtrykskraft, der ikke kan undgå at fængsle sin tilhører. Man lytter fascineret til hans cellos skønne, nuancerede klang, men først og fremmest til den rigdom af udtryk og vitalitet, som han fralokker den.
(John Christiansen, Jyllands-Posten 11. juni 1981)
Og så kvitterede Rostropovich for begejstringen med […] sarabanden fra Bachs 2. solosuite i d-mol, med en bue, der syntes at vokse flere meter lang, og en evighed af tid, som henvendelse til netop uendeligheden, bøn og taksigelse i ét, suspenderet fra tidsdimensionen og fra rumdimensionen tilligemed, fyldende den som enlig stemme til sine yderste grænser og besværgende endnu stilheden omkring den, efter den.
(Hansgeorg Lenz, Information 11. juni 1981)
