Prisoverrækkelsen
Begrundelsen
Prisen blev overrakt af dr.phil. Børge Friis, formand for Léonie Sonnings Musikfond.
Den officielle begrundelse for prisuddelingen lød:
”Léonie Sonnings Musikpris tildeles herved med 60.000 danske kroner Dmitrij Sjostakovitj i dyb beundring for hans livslange og omfattende indsats i den skabende musiks tjeneste. Dmitrij Sjostakovitjs værker, der spænder fra kammermusik, koncert og symfoni til ballet, opera og oratorium, står i Danmark som i den øvrige verden som geniale højdepunkter i vort århundredes tonekunst.”
I sin takketale sagde Dmitrij Sjostakovitj bl.a.:
”Jeg er dybt taknemmelig over at stå som modtager af denne store pris. Gennem en anerkendelse af mine værker ser jeg en anerkendelse af den musikalske kultur i Sovjetunionen, som er min personlige forudsætning. Jeg vil rette en tak til de mange danske kunstnere, som har nedlagt så stort et arbejde i opførelsen af min musik, og jeg ønsker det danske folk en fremtid i lykke og fred. Det er min hensigt at skænke det sonningske prisbeløb til Verdensfreds Fonden. Tak for opmærksomheden.”
Programmet
Sjostakovitj Katerina Ismailova
Medvirkende bl.a.
Lone Koppel Winther (Katerina Ismailova)
Peter Lindroos (Sergej)
Bent Norup (Boris)
Otte Svendsen (Sinovij)
Iscenesættelse: Jan Biczyski
Det Kongelige Kapel
Kazimierz Kord, dirigent
Sjostakovitj og Danmark
Dmitrij Sjostakovitjs besøg i Danmark i forbindelse med uddelingen af Léonie Sonnings Musikpris var meget langvarigt – næsten en måned. Sjostakovitj ankom allerede 4. maj 1973, tre uger før prisoverrækkelsen, for at følge de daglige prøver på operaen, der havde premiere ti dage senere. Samme aften spillede Arve Tellefsen hans Violinkoncert nr. 1 med DR Symfoniorkestret, dirigeret af János Ferencsik i Tivolis Koncertsal.
27. maj, dagen efter priskoncerten, havde Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen arrangeret en fremvisning i Alexandra Teatret af den sovjetiske filmudgave af Katerina Ismailova.
Ved samme lejlighed fortalte Sjostakovitj kort om filmatiseringen, og han fik overrakt gaver af danske beundrere. To dage senere var der kammerkoncert på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med bl.a. Sjostakovitj’ Klaverkvintet og hans Cellosonate, spillet af Erling Bløndal Bengtsson og Anker Blyme.Næste arrangement i rækken af begivenheder var en koncert med DR Symfoniorkestret 1. juni i Tivolis Koncertsal, hvor Sjostakovitj’ søn Maxim Sjostakovitj dirigerede den danske førsteopførelse af Sjostakovitjs nye Symfoni nr. 15 samt suiten fra balletten Guldalderen og Klaverkoncert nr. 1 med Mogens Dalsgaard som solist. 3. juni spillede Galina Werschenska og Tivolis Symfoniorkester, dirigeret af Eifred Eckart-Hansen, Sjostakovitj’ Klaverkoncert nr. 2 i Tivolis Koncertsal. Werschenska, der havde boet i Danmark siden 1930, var som ung studiekammerat med Sjostakovitj på konservatoriet i Leningrad.
Et særligt arrangement blev med kort varsel stablet på benene af DR. Her mødte Sjostakovitj en forsamling af danske komponister, lyttede til optagelser af deres værker og gav dem sine umiddelbare kommentarer om musikken. Værkerne var af Vagn Holmboe (Symfoni nr. 7), Aksel Borup-Jørgensen (Hjemkomst), Hans Abrahamsen (EEC-sats), Ray Pitts (Odsherredsuite). Også andre tilstedeværende danske komponister, bl.a. Ole Schmidt, Leif Kayser og Sven Erik Tarp, fik mulighed for at stille spørgsmål til Sjostakovitj, og ordvekslingerne drejede sig især om Sjostakovitjs syn på dansk og nordisk musik.
En redigeret optagelse af komponistmødet blev udsendt i P1 14. august 1973. Som ved de øvrige lejligheder i løbet af Danmarksbesøget var Sjostakovitj fulgt af sin danske tolk, lektor Erik Stahl, musikanmelder ved det kommunistiske dagblad Land og Folk.
Dagspressen
Med sin evne for og vilje til at føre store melodiske linier igennem, ofte af gribende enkelhed, skaber Sjostakovitj øjeblikke af ophøjet skønhed, og det mesterskab han råder over i retning af at føre mange stemmer med og mod hinanden finder man kun hos den virkeligt store tonekunstner.
(Nils Schørring, Berlingske Tidende 16. maj 1973)
En kortlemmet, sandfarvet mand med en tæt hårsætning og et par svære nærsynsbriller har i nogle uger gået rundt iblandt os, lidt gangbesværet, støttet til sin kone. Tavst observerende, smilløs, tilknappet som en russisk militærattache. Det er Dmitrij Sjostakovitj, den 67-årige Sovjet-komponist, der i aften under opførelsen af sin opera Katerina Ismajlova vil få overrakt Leonie Sonnings Musikpris 1973. Efter Stravinsky, Britten og Lutoslawski er han den fjerde komponist, der vil modtage denne summa af 60.000.
Der bliver ingen pressemøder eller interviews. Han orker det ikke. Russisk synes at være hans eneste sprog, men selv hans loyale danske tolk, lektor Erik Stahl, har knap en mere profileret bemærkning at referere ham for efter mange timers samvær. Ikke en mand, der snakker over sig – livet har lært ham…
(Robert Naur, Politiken 26. maj 1973)
