AKELA STRING QUARTET

Léonie Sonning Talentprismodtager 2024

Da cellisten Oskar cyklede hjem om aftenen 11. marts 2020, efter han havde spillet den første koncert med sin nye strygekvartet, anede han ikke, at der skulle gå lang tid, før han kunne se sine medstuderende igen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han studerede. Og det var med mistro, han modtog beskeden fra violinist i kvartetten Gustav: Du skal ikke komme i skole i morgen! Det havde han ikke hørt noget om, men ordren kom også helt ovenfra, fra selveste statsministeren. Landet var lukket ned som følge af Covid-19 pandemien.

De fire venner, violinisterne Clara og Gustav, bratschisten Kirsten og så Oskar på cello har kendt hinanden på kryds og tværs gennem hele deres barndom. Clara og Kirsten har gået på Suzuki Instituttet sammen. Oskar og Clara har spillet sammen i Spring Strings, siden de var små, og de har også begge gået på Sankt Annæ Gymnasium. Og så har de spillet sammen i Det Danske Ungdomsensemble. Så da de alle fandt deres vej ind på konservatoriet, var det helt naturligt for dem at starte med at spille sammen alle fire. Så i efteråret 2019 dannede de strygekvartetten AKELA. Men som de siger, så er de først og fremmest fire venner, der havde lyst til at spille sammen. Og så er det jo bare heldigt, at instrumenterne er fordelt, som de er.

Nedlukningen satte imidlertid en stopper for alle deres planer. Og den koncertrække, som de havde planlagt og arbejdet hen imod måtte aflyses. Som mange andre på denne tid valgte de fire venner at danne en boble om sig selv, og gik i lockdown sammen i et kolonihavehus på Amager. Her brugte de tiden på at grine, øve og lære hinanden endnu bedre at kende. Lave mad sammen og drikke drinks og blive fortrolige. En uventet gave som de fleste er foruden. Et stykke inde i coronanedlukningen fik de dog nok af isolationen og begyndte at planlægge udendørskoncerter på plejehjem, som de googlede sig frem til og fik sat i værk.

Det forekommer i det hele taget vennerne i AKELA naturligt at trække i arbejdstøjet og sætte ting i gang. Udover det klassiske koncert setup, har AKELA fundet flere nye måder at spille musik sammen på og måder at vise det frem. De har blandt andet spillet børnekoncerter på skoler med Carl Nielsen tema, guidede meditationskoncerter og startet en åben scene på baren Sorte Firkant ved Blågårds Plads for dem selv og andre musikere, som alle har udgangspunkt i helt andre musikgenrer.

Balancen mellem alle varianter af projekter er det, der er med til at give kvartettens medlemmer energi til at lægge en masse timer i øvelokalet. Deres drømmeprojekter er med til at forme dem og give dem retning og mål. De har sammen skabt et trygt rum for dem selv, et sted, hvor man i øvelokalet ikke er bange for at være sårbar, men hvor man stoler på hinanden og får testet en masse idéer sammen, både egne og hinandens. De lytter til hinanden, selvom det måske er en fjollet ide, eller noget man ikke er enig i. Det er ikke en mulighed ikke at tage hinanden seriøst, og ingen lukker idéer ned.

AKELA er altså et eksempel på, hvordan venskab og musik kan gå hånd i hånd og skabe noget smukt, unikt og produktivt.

Kort om AKELA String Quartet
Violin: Clara Glasdam
Violin: Gustav Ranum
Bratsch: Kirsten Wilbrandt Kjær
Cello: Oskar Reuben Friis-Hansen
Kvartet dannet i 2019 af de fire venner.
Har alle spillet i Det Danske Ungdomsensemble.
Studerer hver især på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
2023: Udvalgt til at være en del af MERITA, et europæisk tiltag som er med til at redefinere koncerter i samarbejde med unge internationale kvartetter.
2023: Alle kvartettens medlemmer modtog Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Talentpris.
2022: Vandt førstepris i LFN International Chamber Music Competition
2021: Vandt førstepris i ENKOR International Chamber Music Competition.
Deltaget i talrige masterclasses med blandt andet Hatto Beyerle (Alban Berg Kvartetten), Johannes Meissl (Artis Quartett) og Den Danske Strygekvartet. Siden 2022 har kvartetten været en del af Le Dimore del Quartetto – et internationalt netværk, der støtter unge internationale strygekvartetter i deres karriere.

Stipendiet fra Léonie Sonnings Musikfond
Pengene, der følger med Léonie Sonnings Talentpris, skal bruges på undervisning i form af masterclass i udlandet og undervisning med Den Danske Strygekvartet samt at optage auditionvideoer i god kvalitet og andet PR. Derudover skal støtten også bruges til at indspille alle strygekvartetter af Sune Kølster.

DEL GERNE DETTE INDLÆG

Andre modtagere