Elise Busch-Madsen

Léonie Sonning Talentprismodtager 2024

FLØJTE

Elise begyndte at spille blokfløjte, da hun startede i skole. Det var som forlængelse af hendes tid i børnehaven med børnerytmik, og det var den samme lærer, der tog hende videre. Det var højdepunktet i ugen. Elise kunne forsvinde ind i en anden verden sammen med Ian og bare spille derudaf. De spillede en masse samspil og improvisation med Ian på guitar. Folkemusik, balkan og klezmer. Og alt muligt andet, bare ikke klassisk musik. Nogle gange alene og nogle gange med en elev mere. Men altid med en barnlig glæde og nysgerrighed. Elise ville gerne kunne forstå musikken og stillede spørgsmål og undrede sig. Ville gerne undersøge og eksperimentere.

I hele seks år fortsatte Elise på blokfløjten hos Ian, men i forbindelse med et skoleskift da hun var omkring 13 år, fik hun en ny lærer, der både underviste i klaver og tværfløjte. De aftalte, at hun skulle spille en halv time klaver og derefter en halv time fløjte, men efterhånden åd fløjtespillet sig mere og mere ind på klavertiden og til sidst havde den taget helt over. Hendes nye lærer Nanna introducerede også Elise for klassiske værker og grundlagde kærligheden til klassisk musik.

Elise husker barndommens musiktimer som det ultimative frirum fra de daglige udfordringer omverdenen kan give. Her gjaldt nogle andre regler end udenfor musiklokalet, og der var plads til at fejle og eksperimentere. Og sænke skuldrene og slappe af sammen med folk hun holdt af og trivedes med. Det er en følelse, hun har taget med sig siden. Musikken er stadig et frirum, selvom niveauet og kravene er høje.

Et af de frirum Elise føler sig godt tilpas i i dag, er, når hun spiller med blæserkvintetten Cumulus Quintet, som hun stiftede sammen med medstuderende på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, hvor hun studerer. En af medstifterne er oboist og Sonning Talentprismodtager Christian Skovlund. Her kan de spille det, de brænder for, og hygge sig som gode venner. Og det er indtil videre blevet så hyggeligt, at de i 2023 gik hen og vandt 1. prisen ved Nordic Wind Competition i Oslo.

Elises lyst til at spille i orkester stopper ikke ved et lille ensemble. Med i hendes drømme er også at spille i symfoniorkester. En drøm, der blev grundlagt, da hun som barn besøgte Orkesterefterskolen i Holstebro. Her fik de lov til over et par dage at prøve kræfter med at spille sammen mange mennesker. Elise blev her så følelsesmæssigt overrumplet af at være fuldstændig omsluttet af lyd, som hun aldrig havde prøvet før, at hun inden for det første minut spontant begyndte at græde af overvældelse. Det var så fantastisk en oplevelse, der har siddet i Elise lige siden, og hun så gerne, at det kunne blive en dagligdag for hende. Hun tog da også derefter 9. klasse på efterskolen og har siden spillet i forskellige ungdomsorkestre og overvejer at søge ind på forskellige orkesterakademier ude i verden for at forbedre sine muligheder.

En anden fremtidsmulighed for Elise er at undervise. Og dermed give den fakkel videre, som hun føler, at hun har fået overdraget af de to personer, der har betydet alt for hendes barndoms kærlighed til det musikalske frirum: musikskolelærerne Ian og Nanna. Hun er således selv begyndt at undervise små og store børn i tværfløjte, og det er noget hun er blevet helt forelsket i. Om nogen ved Elise, hvad det betyder at have en lærer, der giver plads til at fejle, være nysgerrig og eksperimentere, som hun selv gjorde.

Kort om Elise Busch-Madsen

Født i 2002. Opvokset i Slangerup.
Gået på Egedal Musikskole siden skolestart. Først seks år på blokfløjte og siden på tværfløjte, indtil hun tog 9. klasse på Orkesterefterskolen i Holstebro.
Gik på MGK linjen på Sankt Annæ Gymnasium, men skiftede til Københavns MGK undervejs.
Studerer bachelor i fløjte på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Ulla Miilmann og Anna Nykvist.
Har desuden deltaget i masterclasses i Norge, Polen, Spanien og Frankrig og fået timer af Phillipe Bernold, Aldo Baerten, Carlo Jans, Tom Ottar Andreassen og Mario Caroli.
Spillet i KUSO (Københavns Ungdomssymfoniorkester), DUSIKA (Hovedstadsregionens Ungdomssymfoniorkester) og SASO (Sankt Annæ Symfoniorkester).
Startede Sankt Annæ Blæserkvintet og siden Cumulus Quintet (1. pris til Nordic Wind Competition).
Deltog i Jakob Gades Blæserkonkurrence i 2023 og modtog her en 1. pris samt prisen for “bedst udførte danske værk”.

Stipendiet fra Léonie Sonnings Musikfond
Pengene, der følger med Léonie Sonnings Talentpris, skal bruges på et udvekslingsår i udlandet.

DEL GERNE DETTE INDLÆG

Andre modtagere