Léonie Sonning Talentprismodtager 2023
Steinway på værelset
Det første Kristian Riisager ser hver morgen, når han slår øjnene op, er et stort Steinway flygel. Det fylder til gengæld også halvdelen af hans værelse på Jacob Gades Kollegium i København, så det er svært at undgå. Det er et som han har fået tildelt af Augustinusfonden og er blevet uundværligt i Kristians liv. Som pianiststuderende er man ”slave af bookingsystemer”, som Kristian forklarer, hvis man gerne vil have et ordentligt instrument at forfine sin teknik på. Og når man er pianist med Kristians talent, kan intet mindre end et Steinway gøre det. Og adgangen til flygler i den klasse, er i ret høj kurs på de uddannelsessteder, han har været igennem indtil videre, så for ham er det et afgørende privilegie.
Især i Berlin på Hochschule für Musik, hvor Kristian dimitterede som bachelor i 2020, var det en udfordring at få adgang til de eftertragtede instrumenter. Her rejste Kristian til som 19-årig og havde fire år, i ”et fantastisk musikmiljø”, som han beskriver det. Inden da var han indskrevet på klaverskolen Gradus i Aarhus, hvor han for alvor fik sat fart på interessen for at spille.
Kristian tilskriver skolens klaverpædagog Martin Lysholm Jepsen en stor del af æren, for at han – sammen med mange andre klavertalenter – er kommet dertil, hvor han er i dag. ”Han er en fantastisk lærer, som virkelig gav en helt vild begejstring for musikken” fortæller Kristian om sin gamle lærer. Sammen med et par andre elever, som allerede har bragt det vidt, deriblandt tidligere Sonning Talentprismodtagere Gustav Piekut og Tony Nguyen, tog Martin Lysholm Jepsen dem med ud i verden til koncerter og konkurrencer, bl.a. i Litauen og Georgien af flere omgange. ”Det var ret specielt og var jo især i de år, hvor jeg rigtig udviklede mig og gjorde at jeg kunne komme på konservatoriet i Berlin.”
Klaver og kogekunst
Helt tilbage i den lille østjyske stationsby Ulstrup, hvor Kristian er vokset op, var det hans far der tændte gnisten. Som passioneret amatørpianist ville han gerne give sine egne kundskaber videre, og hev syvårige Kristian og hans bror hen til klaveret, hvor især Schumanns Arabesque var en favorit. I 10-12-årsalderen bidrog sommerkurser med Anne Øland til både talentudvikling og interesse og satte yderligere kursen for Kristians karrierevalg. Efter Berlin er Kristian flyttet til København, hvor han har taget en kandidatuddannelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, suppleret med studier i Sverige på Ingesund Piano Center.
Selvom klaveret har fyldt så godt som hele Kristians liv ud, siden han var syv år, har der dog været tider, hvor en anden mulig vej i livet har trængt sig på. Kristian er nemlig ikke blot glad for at bruge sine hænder på tangenterne. Han er rigtig glad for at lave mad. Ikke bare hverdagsmad, men avancerede retter. Efter to år i Berlin, tog han sågar orlov, for at tage job som kok på en kro hjemme i Danmark. Mere blev det dog ikke til, men i dag er det en stor hobby for Kristian at kokkerere, når hænderne ikke bliver brugt på for eksempel Beethoven, som er en af Kristians foretrukne komponister. I 2022 udgav han sin debut CD med Beethoven værker, som blev rigtig fint modtaget.
En anden komponist som har haft stor betydning for Kristians musikalske karriere, er Rued Langgaard. I 2021 vandt Kristian den første Rued Langgaard Konkurrence, sammen med sopranen Louise McClelland Jacobsen. Med præmien hørte en koncert ved samme års Rued Langgaard Festival i Ribe og siden har deres samarbejde ført til en CD-indspilning, med lieder, også af Rued Langgaard.
Kort om Kristian Riisager
Født i 1996. Fra Ulstrup, Faurskov kommune.
Spillet klaver siden syv-årsalderen. Begyndte på Faurskov Musikskole og siden ved musikpædagog Martin Lysholm Jepsen ved Klaverskolen Gradus i Aarhus.
Bachelor fra Hochschule für Musik i Berlin i 2015-2020.
Begyndte kandidatuddannelse hos professor Jens Elvekjær på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2020.
Studier ved professor Julia Mustonen-Dahlkvist i Ingesund Piano Center i Sverige.
Vinder af Rued Langgaard Konkurrence i 2020.
Har deltaget og vundet priser ved flere nationale og internationale konkurrencer, samt spillet en lang række koncerter i ind- og udland.
Udgav i 2022 debutalbummet A Testament to Hope – Piano Works by Beethoven.
Stipendiet fra Léonie Sonnings Musikfond
Pengene der følger med Léonie Sonnings Talentpris, vil Kristian bruge på at udvikle sig ved kurser og masterclasses i udlandet, samt udgifter ved konkurrencer og produktion af videomateriale til PR.