|
 |
Årets prismodtager
Cecilia
Bartoli, sopran
Cecilia Bartoli blev født i Rom i 1966. Hun debuterede i 1987 i Arena di Verona og blev hurtigt herefter inviteret af Herbert von Karajan til at synge ved Salzburg Festspillene samt af Daniel Barenboim og Nicolaus Harnoncourt til at synge Mozart roller som Zerlina i Don Giovanni og Dorabella i Cosi fan tutte.
I 1990 debuterede hun på Bastille Operaen som Cherubino i Figaros Bryllup og på Hamborg Statsopera som Idamantes i Mozarts Idomeneo. Året efter debuterede hun på La Scala, hvor hun sang Isolier i Grev Ory, en præstation der styrkede hendes ry som en af verdens bedste Rossini sangere. I 1996 debuterede hun på Metropolitan Opera som Despina i Cosi fan tutte. I 2000 sang hun Donna Elvira i Don Giovanni på Deutsche Oper Berlin og året efter på Covent Garden.
I 2007/08 viede Bartoli sin tid til italiensk romantik og belcanto - med fokus på den legendariske sanger Maria Malibran, hvis 200-årsdag blev fejret i 2008.
Cecilia Bartoli har modtaget flere store æresbevisninger. Italien har udnævnt hende til Cavaliere, Frankrig til Chevalier des Arts et des Lettres, England til æresmedlem af Royal Academy of Music og Spanien har givet hende “Medalla de oro al merito en las bellas artes”.
Cecilia Bartoli har optrådt med historiske ensembler som Akademie für Alte Musik, Les Arts Florissants, Concentus Musicus Wien, Freiburg Barokorkester, Il Giardino Armonico, Basel Kammerorkester, Oplysningstidens Orkester samt La Scintilla, og ofte har hun selv taget det kunstneriske ansvar for opførelsen.
I 2009 udgav Bartoli cd’en Sacrificium med 1700-tals musik, der er skrevet til og opført af den tids kastratsangere. Det var dette program, hun optrådte med ved koncerten i Tivolis Koncertsal.
Priskoncerten
Cecilia Bartoli modtog Léonie Sonnings Musikpris på 600.000 kr. ved en koncert onsdag den 16. juni i Tivolis Koncertsal.
Prisen blev overrakt af projektleder ved DR P2, Esben Tange.
Program
| Nicolò Porpora | Symfoni fra Meride e Selinunte (1726). Allegro |
| | Come nave. Arie fra Siface (1725) |
| Riccardo Broschi | Chi non sente al mio dolore. Arie fra Merope (1732) |
| Nicolò Porpora | Ouverture fra Germanico in Germania (1732) |
| | Parto, ti lascio o cara. Arie fra Germanico in Germania |
| Francesco M. Veracini | Ouverture nr. 6. Allegro |
| Leonardo Vinci | Cervo in bosco. Arie fra Medo (1728) |
| Leonardo Leo | Qual farfalla. Aria fra Zenobia in Palmira (1725) |
| Francesco Araia | Cadrò, ma qual si mira. Arie fra Berenice (1734) |
Pause
| |
| Nicolò Porpora | Usignolo sventurato. Arie fra Siface (1725) |
| Carl Heinrich Graun | Misero pargoletto. Arie fra Demofoonte (1746) |
| Alessandro Scarlatti | Sinfonia di concerto grosso nr. 5. Spiritoso e staccato. Adagio. |
| | Allegro |
| Antonio Caldara | Quel buen pastor. Arie fra Componimento Sacro. La morte d’Abel (1732) |
| Nicolò Porpora | Ouverturer fra Gedeone og Perdono, amata Nice (1746) Adagio. Spiritoso andante. Allegro |
| Leonardo Vinci | Quanto invidio la sorte... Chi vive amante. Recitativ og arie fra Allesandro nelle Indie (1730) |
| Nicolò Porpora | Nobil onda. Arie fra Adelaide (1723) |
Medvirkende
Cecilia Bartoli, mezzosopran
Orchestra La Scintilla, Zürich
Begrundelsen
Léonie Sonnings Musikpris 2010 tildeles mezzosopranen Cecilia Bartoli som en af de største og mest fascinerende kvindelige sangere, verden har set. Hendes tekniske brillans er uovertruffen, hendes fokus på overset repertoire beundringsværdig og Cecilia Bartolis sceniske udstråling og evne til at kanalisere sit kunstneriske overskud og sin sanselige vokale urkraft til hver eneste tilhører er helt enestående.
København, den 16. juni 2010
Ved Cecilia Bartolis personlige nærvær i Tivolis Koncertsal
Masterclass i forbindelse med prisoverrækkelsen
Cecilia Bartoli gav den 15. juni en masterclass for tre sangstuderende på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.
Pressen skrev blandt andet »Hun kom bogstaveligt talt stormende ind på scenen, klædt som noget, der lignede en adelsmand for 250 år siden: sorte, knælange støvler, sorte bukser og vest, hvid skjorte med flæser og den store kappe med det blodrøde for flagrede om sig. Og i strakt galop kylede hun hatten fra sig. Bang! Der stod hun så: La Bartoli var landet.«
(Jakob Wivel, Børsen) »Med øjensmut og hjerteglød trakterer Cecilia Bartoli os og rutcher snart under dæk ned i det dybe gutturale leje og snart op til toptonernes øverste kække vimpel. Man skal ikke gøre sig håb om nogensinde at opleve noget lignende fra nogen anden kant...«
(Peter Johannes Erichsen, Weekendavisen) »De drabeligt hurtige, sindssygt præcise toneranker eksploderer som mangefarvede raketter over hovederne på publikum i den fyldte Tivolisal, hvor også ståpladserne er solgt... Ikke bare synger den romerske mezzosopran med en musikalitet, en farverigdom og en præcision, der efterlader kollegerne i en støvsky, når hun smider stemmebåndende gennem operaens vildeste vokale hårnålesving. Hun gør det med en udstråling, der kommer af en meget sjælden evne til at gå et hundrede procent ind i den rolle, hun lige nu fremstiller.«
(Thomas Michelsen, Politiken) »... Disse hengemte arier af Nicolò Porpora, Leonardo Leo, Francesco Araya osv. er stort set metervarer fra et begravet overskudslager, men når de bliver vakt til live på denne i bogstaveligste forstand enestående måde, glimter og funkler de som det pure guld.... Der var en given sig hen til sanseligheden og forførelsen, en naturstridig vejrtrækningsteknik, en eksemplarisk retorisk behandling af modersmålet. Men der hvor Bartoli måske kom tættest på kastratens trylleklang var i de enkle, langsomme arier, hvor hun tvang det fine schweiziske Scintilla Orkester til at spille nærmest under gulvbrædderne og selv svævede som en sommerfugl gennem rummet.«
(Valdemar Lønsted, Information)
|
